Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Hae tiah oh pacoengah, Job mah pakha aangh moe, angmah tapenhaih ni to kasae thuih.
2 og Job tog til Orde og sagde:
Job mah hae tiah thuih,
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
ka tapenhaih ni hae amro nasoe, ca nongpa pomh boeh, tiah thuihaih aqum to amro nasoe.
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
To ni to khoving nasoe; ranui bang ih Sithaw mah tidoeh sah pae hmah nasoe; a nuiah aanghaih doeh om hmah nasoe.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Vinghaih hoi duekhaih tahlip mah to ani to kai ih ani ni, tiah thui o nasoe; a nuiah tamai amzam nasoe loe, kaving ani mah pazih nasoe.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
To ni to vinghaih kathah mah khuk khoep nasoe; saningto thung kaom aninawk thungah athum hmah nasoe loe, kawbaktih khrah thungah doeh kroek ah om hmah nasoe.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Khenah, to aqum loe angqai krang nasoe loe, a thungah anghoehaih lok om hmah nasoe.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Ani tangoeng kami, palungsethaih angthawksak thaih kaminawk mah to aqum to tangoeng o nasoe.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Akhawnbang cakaehnawk loe ving o nasoe loe, a zing o ih khodai to hnu o hmah nasoe, akhawnbang khodai doeh hnu o hmah nasoe;
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
raihaih ka tongh han ai ah, aqum mah kam no ih zok to pakaa ai pongah kasae ah om nasoe.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
Tipongah maw zok thungah ka duek moe, tapen tangsuek naah kam ro ving ai?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Tih han ih khokkhu nuiah ang tapom moe, naek hanah tahnu ang pazohsak?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
To tiah na sah ai nahaeloe vaihi loe kamongah kang song moe, kang hngai duem han boeh; ka iip ueloe, kang hak tih boeh,
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
angmacae amro haih hanah toksah long siangpahrangnawk hoi angraengnawk,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
to tih ai boeh loe sui katawn mangh, im koimong ah sumkanglung kasuem ukkungnawk hoi nawnto ka laem tih boeh,
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
to tih ai boeh loe khrah akoep ai ah tapen nawkta baktih, aanghaih hnu vai ai nawkta baktiah amro han ka koeh boeh.
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
To duekhaih ahmuen ah loe kasae kaminawk mah raihaih paek mak ai boeh; patangkhang kaminawk doeh anghak o tih boeh.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
To ahmuen ah loe thongkrah kaminawk doeh nawnto anghak o; pacaekthlaek kami ih lok to thaih o ai boeh.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
To ahmuen ah loe kami kalen doeh, kathoeng doeh nawnto oh o moe, tamna doeh angmah ih angraeng ban thung hoiah loih boeh.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
Tipongah maw patangkhang kami hanah aanghaih paek moe, poeksae kami hanah hinghaih to paek?
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
Patangkhang kaminawk loe atho kana hmuennawk pakrong pongah duek han ih koeh o kue, toe dueh o thai ai;
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
nihcae mah taprong hnuk o naah, paroeai anghoe o moe, nawm o.
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Tipongah maw a caehhaih loklam anghmang kami hoi Sithaw mah pakaa ih kami khaeah hinghaih to paek?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Buhcaak zuengah kana ahamhaih lok to oh, kana hanghaih lok loe tui baktiah long.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Ka zit parai ih hmuen to ka nuiah phak boeh, ka zit ih hmuen kai khaeah angzoh boeh.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Kai loe monghaih tawn ai, anghakhaih doeh ka tawn ai; raihaih hoiah ni ka oh sut boeh, tiah a thuih.
