Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Hiob toaa so se,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
“Mʼani agyina asram a atwa mu no, nna a Onyankopɔn hwɛɛ me so no,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
bere a ne kanea hyerɛn mʼatifi na mede ne kanea nantewee sum mu no!
4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Ao, nna a misii so no, bere a Onyankopɔn adamfofa a emu yɛ den hyiraa me fi,
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
bere a na Otumfo no da so ka me ho na me mma atwa me ho ahyia no,
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
bere a na nufusu mu srade afɔw mʼakwan na abotan hwiee ngo sɛ nsu maa me no.
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
“Bere a na mekɔ kuropɔn pon ano mekɔtena mʼagua so wɔ ɔmanfo aguabɔbea,
8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
mmerante hu me a, wogyina nkyɛn na mpanyimfo sɔre gyina hɔ;
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
atitiriw gyae kasa na wɔde wɔn nsa kata wɔn ano;
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
mmapɔmma tɛm dinn, na wɔn tɛkrɛma ka wɔn dudom.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
Wɔn a wɔte me nka nyinaa ka me ho asɛmpa, na wɔn a wohu me nyinaa kamfo me,
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
efisɛ meboaa ahiafo a wosu pɛɛ mmoa, ne ayisaa a wonni aboafo.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Onipa a na ɔrewu no hyiraa me; na memaa akunafo ani gyee wɔn koma mu.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Mede trenee furaa sɛ mʼadurade; atɛntrenee yɛɛ me nkataso ne mʼabotiri.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Meyɛɛ aniwa maa anifuraefo, ne anan maa mmubuafo.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Meyɛɛ ahiafo agya; na mekaa ahɔho asɛm maa wɔn.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Mibubuu amumɔyɛfo se na mihwim wɔn a wodi wɔn nya no fii wɔn anom.
18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
“Medwenee sɛ, ‘Mewu wɔ mʼankasa me fi mu, na me nna dɔɔso sɛ nwea.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Me ntin beduu nsu ano, na obosu agugu me mman so anadwo mu nyinaa.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
Mʼanuonyam rempa da, na agyan ayɛ foforo wɔ me nsam daa.’
21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
“Nnipa hwehwɛɛ sɛ wotie me, wɔyɛɛ dinn, twɛn mʼafotu.
22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
Sɛ mekasa wie a wɔnnkasa bio, efisɛ me nsɛm tɔɔ wɔn asom yiye.
23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Wɔtwɛn me sɛnea wɔtwɛn osu a ɛpete, na wɔmenee me nsɛm sɛ osutɔ bere nsu.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
Sɛ meserew mekyerɛ wɔn a, wɔntaa nnye nni; mʼanimtew som bo ma wɔn.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Mebɔɔ kwan maa wɔn na metenaa ase sɛ wɔn hene; metenaa ase sɛ ɔhene a ɔwɔ nʼasraafo mu; meyɛɛ sɛ obi a ɔkyekye agyaadwotwafo werɛ.
