Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Då heldt Job fram med talen sin og sagde:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

«Å, var eg som i fordums måna’r, som den gong Gud mi verja var,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

då yver meg hans lampa skein, som lyste meg i myrkret fram,

4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

slik som eg var i mogne manndom, då Gud var ven i huset mitt,

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

då Allvald endå med meg var, og mine born eg kring meg såg,

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

då eg i fløyte foten tvådde, og olje rann av fjellet nær meg,

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.

då eg til porten steig i byen, og sessen min på torget tok!

8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Ungdomen såg meg, løynde seg; dei gamle reiste seg og stod;

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,

hovdingar stogga midt i talen og lagde handi på sin munn;

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

og røysti tagna hjå dei gjæve, og tunga seg til gomen kleimde;

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.

dei som meg høyrde, sælka meg, og dei som såg meg, vitna for meg.

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Eg berga arming når han ropa, og farlaus som var utan hjelp;

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

velsigning fekk eg frå forkomne, og enkjor fekk eg til å jubla.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Rettferd var min, eg hennar bunad; rett var mi kappa og mi kruna.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Eg for den blinde auga var, og føter var eg for den halte.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Ein far eg var for fatigfolk; eg for ukjende saki granska.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

På brotsmann tennerne eg knekte, reiv fengdi utor gapet hans.

18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;

Eg sagde: «I reiret skal eg døy, med dagar talrike som sand.

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Til roti mi skal vatnet trengja, dogg bu ved natt på greini mi;

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«

mi æra held seg frisk hjå meg, bogen vert ny handi mi.»

21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;

Dei høyrde ventande på meg, og lydde stilt på rådi mi.

22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;

Og ikkje la dei mot mitt ord, min tale draup ned yver deim.

23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.

På meg dei bia som på regn, ja, som vårregn opna munnen.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.

Eg smilte til mismodige, mitt andlit fekk dei ikkje myrkt.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Når eg deim vitja, sat eg fremst, sat som ein konge i sin herflokk, lik ein som trøystar syrgjande.