Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.

Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,

da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,

høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.

Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;

Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«

Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;

Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;

Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.

De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.

Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.