Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Tinoi’Iobe i lañona’ey, ami’ty hoe:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

Ee t’ie nanahake o volañeo, naho o andro narovan’ Añahare ahikoo;

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

ie niiloilo ambone’ lohako eo ty failo’e, naho i hazavà’ey ty nirangako añ’ieñe ao;

4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

ie tañ’andro naha añoñ’ay ahy, vaho tambone’ kibohoko eo ty firañetan’ Añahare;

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

ie mbe tamako t’i El-Sadai, naho niarikoboñ’ ahy o keleiakoo;

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

ie nisasan-kendron-dronono o liakoo, vaho nadoandoa’ o vatoo amako ty menake!

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.

Ie niakatse mb’an-dalambein-drova mb’eo iraho, ie rinambeko antameañe eo i fitobohakoy.

8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Nisitak’ ahiko o ajalahio te zoeñe, songa niongake ty bey vaho nijohañe;

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,

Nitroatse ami’ty fivesoveso’e o roandriañeo vaho nitàm-palie.

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Nianjiñe ty fiarañanaña’ o roandriañeo, le nipitek’ an-dañilañy o famele’eo.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.

Ie jinanjin-dravembia, le natao’e haha iraho, ie niisam-pihaino, le nitalily ahy;

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

amy te rinombako ty rarake nikai-drombake, i bode-rae tsy amam-pañimbay.

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Nivotrak’ amako ty tata’ i nipetrokey, vaho nampisaboeko an-kaehake ty arofo’ o vantotseo.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Niombeako ty havantañañe, le nisalora’e; nanahake ty sabaka reke-tsarimbo ty havañonako.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Ni-fihaino ami’ty fey iraho, naho fandia amo kepekeo.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Ni-rae’ o poie’eo, vaho nitsikaraheko ty nipaia’ i alik’amakoy.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Pinekako ty famotsi’ o tsereheñeo naho tinavako amo nife’eo i nitsindrohe’ey.

18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;

Le hoe ty fitsakoreako, t’ie hikenkañe añ’akibako ao, naho hampimiràko amo faseñeo ty androko;

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

mitsiriaria mb’an-drano o vahakoo vaho mialeñe amo tsampakoo ty zono.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«

Vao amako nainai’e ty engeko, vaoeñe an-tañako ao ty faleko.

21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;

Nijanjiñe naho nandiñe ahy ondatio, nianjiñe t’ie namereako.

22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;

Ie nilañon-draho, tsy nisaontsy iereo, nitsopatsopak’ am’iereo o entakoo.

23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.

Hoe orañe ty nandiñisa’ iareo ahiko; ie nipaña-palie hoe aman’ oram-panjaka.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.

Nisomilahako t’ie tsy niantoke; le tsy nazè’ iereo ty filoeloean-tareheko.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Jinoboko ty lala hombà’ iareo vaho nitoboke hoe talè, nimoneñe hoe mpanjaka ami’ty borizà’e, manahake ty mpañohòm-pandala.