Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Yobu n’ayongera okwogera nti,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
“Nga nneegomba emyezi egyayita, ennaku Katonda mwe yali nga y’andabirira,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
ettaala ye bwe yayakiranga omutwe gwange, n’ekitangaala kye bwe kyanjakiranga nga ntambulira mu kizikiza.
4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Mu biro we nabeerera ow’amaanyi, omukwano gwa Katonda omuyitirivu nga gukuuma amaka gange,
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Ayinzabyonna bwe yali ng’akyali nange n’abaana bange nga bakyanneetoolodde,
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
n’ekkubo lyange nga lisiigiddwa omuzigo n’olwazi nga lunfukirira omugga ogw’amafuta.
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
“Bwe nalaganga ku mulyango gw’ekibuga ne ntuula ku ntebe mu kifo we baakubiranga enkiiko,
8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
abavubuka abato bandabanga ne badda ebbali, abakadde ne basituka ne bayimirira;
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
abakungu ab’oku ntikko ne balekeraawo okwogera, ne bakwata ne ku mimwa;
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
ab’ebitiibwa ne balekeraawo okwogera, ennimi zaabwe ne zeesibira waggulu mu kamwa.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
Buli kutu okwampuliranga nga kwesiima, era n’abo abandabanga nga basiima
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
kubanga nawonyanga abaavu abaakaabiranga obuyambi, n’abatalina bakitaabwe abatalina abayamba.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Omusajja ng’afa, y’ansabira omukisa, ne ndeetera omutima gwa nnamwandu okuyimba.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Ne nnyambala obutuukirivu ng’engoye zange, obwenkanya bwe bwali omunagiro gwange era ekitambala kye neesiba ku mutwe.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Nnali maaso g’abamuzibe era ebigere by’abalema.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Nnali kitaawe w’abanaku, ne nneyama okuwolereza besimanyiiko.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Namenyanga amannyo g’abakozi b’ebibi, ne nziggya mu kamwa kaabwe, be baali bakutte.
18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
“Nalowooza nti, ‘Ndifiira mu nnyumba yange nga mpezezza ennaku zange nga nnyingi ng’omusenyu ogw’oku nnyanja.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Omulandira gwange gulituuka mu mazzi, era n’omusulo gulibeera ku ttabi lyange okukeesa obudde.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
Ekitiibwa kyange tekirikaddiwa mu nze, n’omutego gwange ogw’akasaale gusigale nga tegukaddiye mu mukono gwange.’
21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
“Abantu beesunganga okumpuliriza, nga balindirira mu kasirise amagezi gange.
22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
Bwe namalanga okwogera, nga tewaba addayo kwogera, ebigambo byange byagwanga mpola mpola mu matu gaabwe.
23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Bannindiriranga ng’enkuba ne banywa ebigambo byange ng’enkuba eya ttoggo.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
Bwe nabamwenyeranga nga tebakikkiriza; ekitangaala ky’oku maaso gange kyali kya muwendo gye bali.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Nabasalirangawo eky’okukola, ne ntuula nga kabaka n’amaggye ge; nnali ng’abo ababeesabeesa abakungubazi.”
