Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Also Joob addide, takynge his parable, and seide,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
Who yyueth to me, that I be bisidis the elde monethis, bi the daies in whiche God kepte me?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
Whanne his lanterne schynede on myn heed, and Y yede in derknessis at his liyt.
4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
As Y was in the daies of my yongthe, whanne in priuete God was in my tabernacle.
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Whanne Almyyti God was with me, and my children weren in my cumpas;
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
whanne Y waischide my feet in botere, and the stoon schedde out to me the stremes of oile;
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
whanne Y yede forth to the yate of the citee, and in the street thei maden redi a chaier to me.
8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Yonge men, `that is, wantoun, sien me, and weren hid, and elde men risynge vp stoden;
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
princes ceessiden to speke, and puttiden the fyngur on her mouth;
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
duykis refreyneden her vois, and her tunge cleuyde to her throte.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
An eere herynge blesside me, and an iye seynge yeldide witnessyng to me;
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
for Y hadde delyueride a pore man criynge, and a fadirles child, that hadde noon helpere.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
The blessyng of a man `to perische cam on me, and Y coumfortide the herte of a widewe.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Y was clothid with riytfulnesse; and Y clothide me as with a cloth, and with my `doom a diademe.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Y was iye `to a blynde man, and foot to a crokyd man.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Y was a fadir of pore men; and Y enqueride most diligentli the cause, which Y knew not.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Y al tobrak the grete teeth of the wickid man, and Y took awei prey fro hise teeth.
18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
And Y seide, Y schal die in my nest; and as a palm tre Y schal multiplie daies.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
My roote is openyde bisidis watris, and deew schal dwelle in my repyng.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
My glorie schal euere be renulid, and my bouwe schal be astorid in myn hond.
21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
Thei, that herden me, abiden my sentence; and thei weren ententif, and weren stille to my counsel.
22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
Thei dursten no thing adde to my wordis; and my speche droppide on hem.
23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Thei abididen me as reyn; and thei openyden her mouth as to the softe reyn `comynge late.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
If ony tyme Y leiyide to hem, thei bileueden not; and the liyt of my cheer felde not doun in to erthe.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
If Y wolde go to hem, Y sat the firste; and whanne Y sat as kyng, while the oost stood aboute, netheles Y was comfortour of hem that morenyden.
