Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.

da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,

De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,

De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.

Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;

Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«

Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;

De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;

Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.

de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.

Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.