Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job ni a dei lawk hah bout a patawp teh,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
Oe ka loum tangcoung e a kum hoi thapa naw dawk bout kaawm haw pawiteh, Cathut ni na kountouknae a hnin patetlah
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
ka lû dawk hmaiim a ang teh, a angnae dawk hoi hmonae ka tapuet thai navah,
4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Ka roung takhangnae a tueng, ka im dawk Cathut hoi kâhuikonae tueng, hatnae patetlah bout kaawm haw pawiteh,
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Athakasaipounge, kai koe na okhai e hoi, ka canaw ka teng vah petkâkalup lah ao awh navah,
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Ka ceinae lamthung dawk maito sanutui a lawng, lungsongpui ni kai hanelah satui pou a lawng sak navah,
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
khopui kâennae longkha koe ouk ka cei navah, thongma dawk ouk ka tahungnae koe ka ceikhai navah,
8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Thoundounnaw ni na hmu awh teh, a kâhro awh. Kacuenaw ni a thaw awh teh a kangdue awh.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
Bawinaw ni lawk dei hane pahni a cakuep awh. A kut hoi pahni a tabuem awh.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Bawinaw hai lawkkamuem lah duem ao awh teh, a lai teh adangka dawk rapkâbet pouh.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
A hnâ ni a thai torei teh, yawhawi na poe awh. A mit hoi a hmu awh torei teh na panuikhai awh.
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Bangkongtetpawiteh, karoedengnaw hah ka rungngang teh na pa hoi kabawmkung ka tawn hoeh e naw hah ouk ka kabawp.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Kahmatkatanaw e yawhawinaw hah, ka lathueng vah a pha. Lahmainaw e lungthin hah lunghawinae la ka sak sak.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Lannae hah ka khohna teh, ka lannae teh angkidung hoi bawilakhung patetlah ao.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Mitdawnnaw hanelah mit lah ka o teh, khokkhemnaw hanelah khok lah ka o.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Karoedengnaw, hanelah na pa lah ka o teh, ka panue hoeh e naw e lawk hai ka ngai pouh.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Tamikathoutnaw e a no hah ka khoe pouh teh, a hâ hoi a kei e hah ka rasa pouh.
18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
Hottelah ka tabu thung ka due vaiteh, ka hninnaw teh sadi patetlah ka pung sak han.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Tui aonae koe vah ka tangphanaw ka payang vaiteh, ka kangnaw dawk karum khodai tadamtui ao han.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
Ka bawilennae teh ka thung vah bout a katha teh, ka pala teh ka kut dawk a tha hoi a kawi han.
21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
Taminaw ni na ring teh na rabui awh. Ka khokhangnae dawk duem ao awh.
22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
Ka dei hnukkhu hoi banghai dei awh hoeh toe. Ka dei e teh ahnimouh koe tadamtui patetlah a bo.
23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Khotui patetlah na ring awh teh, a hnukteng e kho ka rak e patetlah kakawpoung lah pahni a ang awh.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
Ka panuikhai pawiteh yuem awh mahoeh. Ka minhmai a angnae teh, hmonae lah awm sak awh hoeh.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Ahnimouh hane lamthung ka rawi teh, kahrawikung patetlah ka tahung. Hottelah ransanaw thung vah siangpahrang patetlah kho ka sak. A lung ka mathoutnaw lungpahawi e patetlah ka o.
