Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job loh amah kah a pom te a cong tih,
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
“Kai he hlamat kah hla bangla aka khueh tih Pathen kah khohnin bangla kai aka tuem te unim?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
Amah loh a hmaithoi te ka lu soah a thangthen tih amah kah vangnah nen ni a hmuep ah khaw ka caeh.
4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Ka cavaa tue vaengah khaw ka dap ah Pathen kah baecenol la ka om.
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Tlungthang te kai taengah om pueng tih, ka kaepvai ka ca rhoek om.
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Ka khokan te suknaeng neh a hluk tih lungpang loh kai ham situi sokca a long sak.
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
Vangpuei vongka ah ka thoeng tih toltung ah ka ngolhmuen cikngae sak.
8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Kai m'hmuh uh vaengah cadong rhoek te thuh uh. Patong rhoek khaw thoo uh tih pai uh.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
Mangpa rhoek loh olthui te a phah uh tih a kut te a ka dongla a khueh uh.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Rhaengsang rhoek ol te a phah tih a lai khaw a dang dongla kap.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
Hna loh a yaak vaengah kai n'uem tih mik loh a hmuh vaengah kai n'rhalrhing sak.
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Mangdaeng loh bomnah a bih tih cadah neh a taengah aka bom aka om pawt khaw ka loeih sak.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Hlang milh kah yoethennah te kai soah pai tih nuhmai kah lungbuei khaw ka tamhoe sak.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Duengnah te ka bai tih hnikul bangla kai n'khuk. Ka tiktamnah he ka sammuei nah ni.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Mikdael taengah mik la, khokhaem taengah kho la ka om.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Kai tah khodaeng taengah a napa la ka om tih ming pawt kah tuituknah te ka khe pah.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Boethae kah pumcu te ka thuk pah tih a no lamkah maeh te ka voeih pah.
18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
Te dongah, “Ka bu ah ka pal mako,” ka ti tih laivin bangla khohnin ka puh.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Ka yung loh tui taengla a muk tih buemtui loh ka cangvuei dongah rhaeh.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
Ka thangpomnah ka taengah thai tih ka lii ka kut dongah tinghil.
21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
Kai taengah a hnatun uh tih a lamtawn uh dongah ka cilsuep ham kuemsuem uh.
22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
Ka ol hnukah talh uh voel pawt tih kai olthui he amih soah tla.
23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Kai ham tah khotlan bangla a lamtawn uh tih a ka loh tlankhol bangla a ang uh.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
Amih taengah ka luem dae n'tangnah uh pawt tih ka maelhmai vangnah dongah khaw yalh uh pawh.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Amih kah longpuei te ka coelh tih boeilu la ka ngol. Caem lakli ah manghai bangla kho ka sak tih rhahdoe cangpoem akhaw a hloep.
