Job 29
1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job mah a thuih ih patahhaih lok to patomh poe;
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
aw kai loe kalaem tangcae khrah, Sithaw mah khetzawnhaih ni thuem ih baktiah om let nasoe;
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
ka lu nuiah angmah ih hmaithawk to paang moe, anih aanghaih hoiah khoving thungah kam kaeh;
4 som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
ka qoengh li nathuem ih aninawk baktih, ka im ah Sithaw angkomhaih oh nathuem ih aninawk baktiah om let nasoe;
5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
lensawk Sithaw kai khaeah oh moe, ka caanawk hoi nawnto oh o;
6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
maitaw tahnutui hoiah khok to ka pasaeh, thlung thung hoiah situi to tui baktiah long;
7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
vangpui khongkha ah ka caeh moe, lampui ah kang hnut,
8 Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
thendoengnawk mah kai ang hnuk o naah, anghawk o ving; mitongnawk loe angthawk o moe, angdoet o.
9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
Angraengnawk loe lokthui o ai, pakha to ban hoiah tamuep o.
10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Toksah angraengnawk doeh lok apae o ai, palai to angsumh o.
11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
Naa mah ka lok thaih naah, kai han tahamhoihaih ang paek; mik mah kai hnuk naah, kai hnukung ah oh;
12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
tipongah tih nahaeloe amtang kami, amno ampa tawn ai kami, bomkung tawn ai kami hang naah ka bomh pongah ni.
13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Kadueh tom kami mah tahamhoihaih ang paek moe, lamhmai to anghoehaih laasak hanah palung kang hoesak.
14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Toenghaih to khukbuen ah kang khuk, ka toenghaih loe kahni baktih, lumuek baktiah oh.
15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Mikmaengnawk hanah mik ah ka oh moe, khokkhaem kaminawk hanah khok ah ka oh.
16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Amtang kaminawk hanah ampa ah ka oh moe, angvinnawk ih lok ka tahngaih pae.
17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Kasae kaminawk ih ano to ka khaeh pae moe, anih mah kaek ih kaminawk to ka pahlong.
18 Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
To pacoengah, ka hinghaih aninawk loe savuet baktiah pop, kai loe kaimah ih im ah ni ka dueh tih.
19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Kai ih tangzun loe tui taengah pha ueloe, aqum puek ka tanghang nuiah dantui angbuem tih.
20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
Ka lensawkhaih loe cak poe ueloe, ka ban ih kalii doeh tha om let tih.
21 Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
Kaminawk mah ka lok to tahngaih o, ka thuih ih lok to aek o ai.
22 ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
Lok ka thuih pacoengah, mi doeh lok apae o ai boeh; ka thuih ih lok loe nihcae nuiah tui baktiah ca.
23 de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Nihcae mah khotui zing o baktih toengah kai to ang zing o, hnukkhuem ih khotui kazing baktiah pakha to kalen ah a angh o.
24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
Nihcae ka pahnui thuih naah, nihcae mah tang o ai; ka mikhmai aanghaih to a hnuk o naah, ka mikhmai aanghaih to anghmaa o sak thai ai.
25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Nihcae ih loklam to ka qoih moe, kahoih koek ahmuen ah kang hnut, palungsae kami pathloepkung baktih, misatuh kaminawk salak ih siangpahrang baktiah kang hnut, tiah ka thuih.
