Job 27
1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Hiob toaa nʼasɛm so sɛ,
2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
“Sɛ Onyankopɔn te ase yi, ɔno a wammu me atɛntenenee, Otumfoɔ a wama madi me kra mu awerɛhoɔ;
3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
mmerɛ dodoɔ a nkwa wɔ me mu, na Onyankopɔn homeɛ wɔ me mu yi,
4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
mʼano renka amumuyɛsɛm, na me tɛkrɛma rentwa nkontompo.
5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
Merennye nto mu da sɛ deɛ woka no yɛ nokorɛ; merenka me mudie nhyɛ, kɔsi sɛ mɛwuo.
6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
Mɛkura me tenenee mu. Merennyaa mu; sɛ mete ase yi, me tiboa remmu me fɔ.
7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
“Ma mʼatamfoɔ nyɛ sɛ amumuyɛfoɔ, na wɔn a wɔkyiri me nyɛ sɛ atorofoɔ.
8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
Anidasoɔ bɛn na deɛ ɔnni nyamesu no wɔ wɔ ne wuo akyi, ɛberɛ a Onyankopɔn agye ne nkwa afiri ne nsam?
9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
Onyankopɔn tie ne sufrɛ ɛberɛ a amanehunu aba ne so anaa?
10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
Nʼani bɛgye wɔ Otumfoɔ mu? Ɔbɛsu afrɛ Onyankopɔn ɛberɛ biara anaa?
11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
“Mɛma mo Onyankopɔn tumi ho nkyerɛkyerɛ; meremfa Otumfoɔ no akwan nhinta.
12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
Mo ankasa moahunu yeinom nyinaa. Afei nsɛnhunu yi ase ne sɛn?
13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
“Yei ne deɛ Onyankopɔn ahyɛ ato hɔ ama omumuyɛfoɔ, agyapadeɛ a otirimuɔdenfoɔ nya firi Otumfoɔ nkyɛn:
14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
Sɛ ɔwɔ mma dodoɔ sɛn ara, wɔn hyɛberɛ ne akofena; na nʼasefoɔ rennidi mmee da.
15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
Ɔyaredɔm bɛsie wɔn a wɔbɛka wɔ nʼakyi, na wɔn akunafoɔ rensu wɔn.
16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
Ɛwom sɛ ɔhɔre dwetɛ te sɛ mfuturo na ɔboa ntoma ano sɛ dɔteɛ deɛ,
17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
nanso deɛ ɔpɛ gu hɔ no, ateneneefoɔ na wɔbɛfira na pɛpɛfoɔ no nso akyekyɛ dwetɛ no.
18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
Efie a ɔsi no te sɛ ananse afafa, ɛte sɛ pata bi a ɔwɛmfoɔ abɔ.
19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
Ɔda hɔ te sɛ ɔdefoɔ, nanso ɔrenna saa bio; ɔbɛte nʼani no na ne nyinaa atu ayera.
20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
Ahunahuna ba ne so sɛ nsuyire; ahum hwim no kɔ anadwo.
21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
Apueeɛ mframa soa no kɔ, na ɔnni hɔ bio; ɛtwe no firi ne teberɛ.
22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
Ɛbɔ no a ahummɔborɔ nni mu ɛberɛ a ɔredwane afiri ne tumi ase.
23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
Ɔde fɛ bɔ ne nsam na ɔpamoo no firi ne teberɛ.”
