Job 27
1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Ka naʻe fai pe ʻe Siope ʻene lea mamafa, ʻo ne pehē,
2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
“ʻI he moʻui ʻae ʻOtua, ʻaia ʻoku ne taʻefiefakamaauʻi au; mo e Māfimafi, kuo ne fakamamahiʻi hoku laumālie;
3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
Lolotonga ʻoku ʻiate au ʻeku mānava, pea ʻi hoku avaʻi ihu ʻae mānava ʻae ʻOtua;
4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
ʻE ʻikai lea ʻaki ʻae angahala ʻe hoku loungutu, pe lea ʻaki ʻae kākā ʻe hoku ʻelelo.
5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
ʻE ʻikai ʻaupito te u fakatonuhiaʻi ʻakimoutolu: te u mate pē ka ʻe ʻikai te u tukuange ʻeku angatonu meiate au.
6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
ʻOku ou kuku maʻu ʻeku māʻoniʻoni, ʻe ʻikai te u tukuange ia: ʻe ʻikai valokiʻi au ʻe hoku loto ʻi heʻeku moʻui ni.
7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
“Tuku ke tatau hoku fili mo e angahala, mo ia ʻoku angatuʻu kiate au ke tatau mo e taʻemāʻoniʻoni.
8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
He neongo ʻene maʻumeʻa, ko e hā ʻae ʻamanaki ʻoe mālualoi, ʻoka toʻo atu ʻe he ʻOtua hono laumālie?
9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
ʻE ongoʻi ʻe he ʻOtua ʻa ʻene tangi ʻoka hoko ʻae mamahi kiate ia?
10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
He te ne fakafiefiaʻi ia ʻi he Māfimafi? ʻE ui maʻuaipē ʻe ia ki he ʻOtua?
11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
Te u akonekina ʻakimoutolu ʻaki ʻae nima ʻoe ʻOtua: ʻe ʻikai te u fufū ʻaia ʻoku ʻi he Māfimafi.
12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
“Vakai, kuo mamata ki ai ʻakimoutolu kotoa pē; pea ko e hā ʻoku mou launoa pehē ai fau?
13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
Ko eni ʻae ʻinasi ʻoe tangata fai kovi mei he ʻOtua, mo e tofiʻa ʻe maʻu ʻe he kau fakamālohi mei he Māfimafi.
14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
Kapau ʻe fakatokolahiʻi ʻene fānau, ko e meʻa ia ki he heletā: pea ʻe ʻikai mākona ʻi he mā ʻa hono hako.
15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
Ko kinautolu ʻoku toe ʻiate ia, ʻe tanu ʻi he mate: pea ʻe ʻikai tangi ʻa hono ngaahi uaifi.
16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
Neongo ʻene fokotuʻu siliva ʻo hangē ko e efu, pea teuteu ʻae ngaahi kofu ʻo hangē ko e ʻumea;
17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
ʻE teuteu pe ʻe ia, ka ʻe ʻai ia ʻe he angatonu, pea ʻe vahevahe ʻae siliva ʻe he taʻeangahala.
18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
ʻOku langa ʻe ia hono fale ʻo hangē ko e ʻunufe, pea hangē ko e fale leʻo ʻoku langa hake ʻe he leʻo.
19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
ʻE tokoto hifo ʻae tangata koloaʻia, ka ʻe ʻikai tānaki ia: ʻoku ne fakaʻā hono mata, pea ne ʻikai leva.
20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
ʻOku lōmekina ia ʻi he ilifia ʻo hangē ha vai, ʻoku kaihaʻasi ia ʻe he afā ʻi he pō.
21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
ʻOku ʻave ia ʻe he matangi hahake, pea ʻoku mole atu ia: pea hangē ko e afā ʻoku fakapuna ia mei hono potu.
22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
ʻE haʻaki ia kiate ia ʻo ʻikai taʻofi, ʻoku holi ia ke hao atu mei hono mālohi.
23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
Ka ʻe pasipasi ʻe ia hono nima kiate ia, ʻo seseʻe ia mei hono potu.
