Job 27

1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Job heldt fram med talen sin og sagde:

2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

«So sant Gud liver, som meg sveik, og Allvalds som meg volde sorg

3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,

- for endå eg min ande dreg; i nosi mi er guddomspust -:

4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

Urett ligg ei på mine lippor; mi tunga talar ikkje svik.

5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.

D’er langt frå meg å gje’ dykk rett, mi uskyld held eg fast til dauden.

6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Mi rettferd held eg fast uskjepla, eg ingen dag treng skjemmast ved.

7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Min fiend’ skal seg syna gudlaus, min motstandar som urettferdig.

8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Kva von hev en gudlaus att, når Gud vil sjæli or han draga?

9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?

Vil Gud vel høyra skriket hans, når trengsla bryt innyver honom?

10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?

Kann han i Allvald vel seg gleda? Kann han kvar tid påkalla Gud?

11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Eg um Guds hand vil læra dykk; kva Allvald vil, det dyl eg ikkje.

12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?

Sjå dette hev det alle set; kvi talar de då tome ord?

13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:

Den lut fær gudlause av Gud, den arven valdsmann fær av Allvald.

14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Til sverdet veks hans søner upp; hans avkom mettast ei med brød;

15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

dei siste legst i grav ved pest, og enkjorne held ingi klaga.

16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —

Og um han dyngjer sylv som dust og samlar klæde liksom leir:

17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

Den rettvise tek klædi på; skuldlause skifter sylvet hans.

18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Han byggjer huset sitt som molen, likt hytta vaktmannen set upp.

19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;

Rik legg han seg - men aldri meir; han opnar augo - og er burte.

20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Som vatsflaum rædsla honom tek, ved natt riv stormen honom burt.

21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Han driv av stad for austanvind, som blæs han frå hans heimstad burt.

22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;

Han utan miskunn på han skyt; frå handi hans han røma må.

23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

Med hender klappar dei åt han og pip han frå hans heimstad burt.