Job 27
1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Addidit quoque Job, assumens parabolam suam, et dixit:
2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
[Vivit Deus, qui abstulit judicium meum, et Omnipotens, qui ad amaritudinem adduxit animam meam.
3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
Quia donec superest halitus in me, et spiritus Dei in naribus meis,
4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
non loquentur labia mea iniquitatem, nec lingua mea meditabitur mendacium.
5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
Absit a me ut justos vos esse judicem: donec deficiam, non recedam ab innocentia mea.
6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
Justificationem meam, quam cœpi tenere, non deseram: neque enim reprehendit me cor meum in omni vita mea.
7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
Sit ut impius, inimicus meus, et adversarius meus quasi iniquus.
8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
Quæ est enim spes hypocritæ, si avare rapiat, et non liberet Deus animam ejus?
9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
Numquid Deus audiet clamorem ejus, cum venerit super eum angustia?
10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
aut poterit in Omnipotente delectari, et invocare Deum omni tempore?
11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
Docebo vos per manum Dei quæ Omnipotens habeat, nec abscondam.
12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
Ecce vos omnes nostis: et quid sine causa vana loquimini?
13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
Hæc est pars hominis impii apud Deum, et hæreditas violentorum, quam ob Omnipotente suscipient.
14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
Si multiplicati fuerint filii ejus, in gladio erunt, et nepotes ejus non saturabuntur pane:
15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
qui reliqui fuerint ex eo sepelientur in interitu, et viduæ illius non plorabunt.
16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
Si comportaverit quasi terram argentum, et sicut lutum præparaverit vestimenta:
17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
præparabit quidem, sed justus vestietur illis, et argentum innocens dividet.
18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
Ædificavit sicut tinea domum suam, et sicut custos fecit umbraculum.
19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
Dives, cum dormierit, nihil secum auferet: aperiet oculos suos, et nihil inveniet.
20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
Apprehendet eum quasi aqua inopia: nocte opprimet eum tempestas.
21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
Tollet eum ventus urens, et auferet, et velut turbo rapiet eum de loco suo.
22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
Et mittet super eum, et non parcet: de manu ejus fugiens fugiet.
23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
Stringet super eum manus suas, et sibilabit super illum, intuens locum ejus.]
