Job 27

1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Na Job el fahk,

2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

“Nga fulahk ke Inen God moul su Kulana, Su tia lela nununku suwohs in orek nu sik, a El ase nu sik sie moul na upa —

3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,

Ke lusenna pacl ma God El ase momong nu sik,

4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

Ngoasrok ac fah tiana fahk kutena ma koluk, Ac louk ac fah tiana kikiap.

5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Nga tiana ku in fahk mu pwaye sumtal; Nga ac sruokyana ku in fahk mu moul luk uh nasnas, nwe ke na nga misa.

6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Nga fah tiana munasla in fahk lah moul luk uh suwosna; Nunak lun insiuk mwesas na.

7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

“Lela tuh mwet nukewa su lainyu ac lokoalok nu sik uh In kaiyuk oana mwet ma koluk ac sesuwos moul la uh.

8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Finsrak fuka lun mwet ma tia etu God Ke pacl se El ac eis moul lalos uh?

9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?

Ke pacl upa ac sikme, ya God El ac lohng pang lalos?

10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?

Elos funu sulela in eis engan ma El tuh ke sang nu selos ah, lukun wona. Elos funu oaru na in pre nu sel, lukun wo pac.

11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

“Lela nga in luti nu sumtal ke lupan ku lun God uh, Ac akketeya ma God Kulana El akoo.

12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?

Tusruktu, pwayeiya uh komtal sifacna liye tari; Na efu ku komtal kaskas lalfon angan?”

13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:

Na Zophar el fahk, “Pa inge luman akkeok ma God El oru Nu sin mwet ma koluk ac sulallal uh.

14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Finne pus wen natulos, A elos nukewa ac fah anwukla ke mweun; Pacl nukewa ac sufalla mwe mongo nun tulik natulos.

15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

Elos su painmoulla liki mweun, ac fah misa ke mas upa, Ac finne mutan katinmas kialos uh, ac tia pac asor kaclos.

16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —

Sie mwet koluk ac ku in oasr ipin silver puspis lal liki ma el ku in oakla, Ac pukanten nuknuk lal liki ma el enenu;

17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

Tusruktu, kutuna mwet wo sayel pa ac nukum nuknuk inge, Ac kutuna mwet suwoswos pa ac eis silver inge.

18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Mwet koluk uh ac musai lohm selos munasna, oana ahng lun pwepenu uh, Ku oana lac lohm sin mwet foko ma karingin ima uh.

19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;

Tusruktu pacl se in moul lalos elos ac mau ona in kasrpalos, A ke elos ac ngutalik, kasrup lalos uh wanginla.

20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Mwe aksangeng fah toki nu faclos oana sie sronot; Ac sie paka fah tuhyak ke fong ac okulosla.

21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Eng kutulap ac fah pokolosla liki lohm selos;

22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;

Ac fah tuyang nu faclos arulana upa Ke elos ac srike ke kuiyalos in kaingla.

23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

Eng uh ac fah ngirngir ac isrunulos ke elos kasrusr, Ac aksangengyalos lucng me.