Job 27
1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
| וַיֹּסֶף אִיּוֹב שְׂאֵת מְשָׁלוֹ וַיֹּאמַֽר׃ |
2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
| חַי־אֵל הֵסִיר מִשְׁפָּטִי וְשַׁדַּי הֵמַר נַפְשִֽׁי׃ |
3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
| כִּֽי־כָל־עוֹד נִשְׁמָתִי בִי וְרוּחַ אֱלוֹהַּ בְּאַפִּֽי׃ |
4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
| אִם־תְּדַבֵּרְנָה שְׂפָתַי עַוְלָה וּלְשׁוֹנִי אִם־יֶהְגֶּה רְמִיָּֽה׃ |
5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
| חָלִילָה לִּי אִם־אַצְדִּיק אֶתְכֶם עַד־אֶגְוָע לֹא־אָסִיר תֻּמָּתִי מִמֶּֽנִּי׃ |
6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
| בְּצִדְקָתִי הֶחֱזַקְתִּי וְלֹא אַרְפֶּהָ לֹֽא־יֶחֱרַף לְבָבִי מִיָּמָֽי׃ |
7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
| יְהִי כְרָשָׁע אֹיְבִי וּמִתְקוֹמְמִי כְעַוָּֽל׃ |
8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
| כִּי מַה־תִּקְוַת חָנֵף כִּי יִבְצָע כִּי יֵשֶׁל אֱלוֹהַּ נַפְשֽׁוֹ׃ |
9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
| הַֽצַעֲקָתוֹ יִשְׁמַע ׀ אֵל כִּֽי־תָבוֹא עָלָיו צָרָֽה׃ |
10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
| אִם־עַל־שַׁדַּי יִתְעַנָּג יִקְרָא אֱלוֹהַּ בְּכָל־עֵֽת׃ |
11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
| אוֹרֶה אֶתְכֶם בְּיַד־אֵל אֲשֶׁר עִם־שַׁדַּי לֹא אֲכַחֵֽד׃ |
12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
| הֵן־אַתֶּם כֻּלְּכֶם חֲזִיתֶם וְלָמָּה־זֶּה הֶבֶל תֶּהְבָּֽלוּ׃ |
13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
| זֶה ׀ חֵֽלֶק־אָדָם רָשָׁע ׀ עִם־אֵל וְֽנַחֲלַת עָרִיצִים מִשַׁדַּי יִקָּֽחוּ׃ |
14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
| אִם־יִרְבּוּ בָנָיו לְמוֹ־חָרֶב וְצֶאֱצָאָיו לֹא יִשְׂבְּעוּ־לָֽחֶם׃ |
15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
| שרידו שְׂרִידָיו בַּמָּוֶת יִקָּבֵרוּ וְאַלְמְנֹתָיו לֹא תִבְכֶּֽינָה׃ |
16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
| אִם־יִצְבֹּר כֶּעָפָר כָּסֶף וְכַחֹמֶר יָכִין מַלְבּֽוּשׁ׃ |
17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
| יָכִין וְצַדִּיק יִלְבָּשׁ וְכֶסֶף נָקִי יַחֲלֹֽק׃ |
18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
| בָּנָה כָעָשׁ בֵּיתוֹ וּכְסֻכָּה עָשָׂה נֹצֵֽר׃ |
19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
| עָשִׁיר יִשְׁכַּב וְלֹא יֵאָסֵף עֵינָיו פָּקַח וְאֵינֶֽנּוּ׃ |
20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
| תַּשִּׂיגֵהוּ כַמַּיִם בַּלָּהוֹת לַיְלָה גְּנָבַתּוּ סוּפָֽה׃ |
21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
| יִשָּׂאֵהוּ קָדִים וְיֵלַךְ וִֽישָׂעֲרֵהוּ מִמְּקֹמֽוֹ׃ |
22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
| וְיַשְׁלֵךְ עָלָיו וְלֹא יַחְמֹל מִיָּדוֹ בָּרוֹחַ יִבְרָֽח׃ |
23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
| יִשְׂפֹּק עָלֵימוֹ כַפֵּימוֹ וְיִשְׁרֹק עָלָיו מִמְּקֹמֽוֹ׃ |
