Job 27
1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job mah a thuih ih patahhaih lok to thuih patomh poe;
2 Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
ka toenghaih ang lak pae ving; ka hinghaih patangkhangsak, Thacak Sithaw loe hing pongah,
3 Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
ka hinghaih takhi ka takpum thungah oh nathung, Sithaw ih takhi ka hnaqong thungah oh nathung,
4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
ka pahni mah kahoih ai hmuen to thui mak ai, ka palai mah alinghaih lok thui mak ai.
5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
Nang loe na toeng tiah, thuih han ih lok to Sithaw mah pakaa nasoe; ka duek khoek to ka toenghaih ka pahnawt sut mak ai.
6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
Ka toenghaih to kacakah ka patawnh, ka prawt ving mak ai; ka hing thung ka palung mah kai hae kasae thui mak ai.
7 Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
Ka misanawk loe kasae kami ah om o nasoe loe, kai tuk han angthawk kaminawk loe katoeng ai kami ah om o nasoe.
8 Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
Angsah cop kami loe duek moe, Sithaw mah a hinghaih lak pae ving naah, oephaih timaw tawn vop tih?
9 Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
Anih nuiah raihaih phak naah, Sithaw mah anih qahhaih lok to tahngai pae maw?
10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
Anih loe Thacak Sithaw khaeah anghoe thai tih maw? Anih mah Sithaw to kawk khing tih maw?
11 Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
Sithaw thacakhaih to kang patuek han; Thacak Sithaw poekhaih thuih hanah kang phat mak ai.
12 se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
Khenah, nangmacae mah roe na hnuk o boeh; tipongah kavang ai lok to na thuih o loe?
13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
Sithaw mah kasae kami han paek ih taham, kasae kami mah Thacak Sithaw khae hoi hnuk han koi qawk loe hae tiah oh;
14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
anih ih caanawk loe pop o parai cadoeh, sumsen hoi hum han ih ni oh o; anih ih caa patoeng kaminawk doeh caaknaek kakhawt ah tawn o mak ai.
15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
Kahing kanghmat kaminawk loe duekhaih mah muek tih; a zu lamhmainawk loe qah o thai mak ai.
16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
Anih mah sumkanglung to maiphu baktiah tapop moe, khukbuennawk to tangphrung long baktiah sah langlacadoeh,
17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
a tawnh ih hmuen to katoeng kami mah ni angkhuk tih, zaehaih tawn ai kami mah phoisa to pazet tih.
18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
A sak ih im doeh bongpaha tabu baktiah om ueloe, misa toephaih im baktiah ni om tih.
19 han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
Hmuenmae angraeng kami iih han angsong naah loe, hmuennawk tawn mang let mak ai boeh; anih mah mik padai naah, hmuenmaenawk anghmat o boih.
20 Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
Zitthok hmuen mah anih to tuipui baktiah uem ueloe, khoving ah takhi sae mah hmut boih tih.
21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
Ni angyae bang ih takhi mah anih to hmuh moe, anghmat ving; a ohhaih ahmuen hoiah kaham takhi sae mah hmuh ving.
22 Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
Anih loe Sithaw ih ban thung hoiah loih han koeh, toe Sithaw mah tahmenhaih tawn ai ah anih to danpaek tih.
23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
To naah kaminawk mah ban tabaeng o thui tih, anih kawng kasae thui o ueloe, a ohhaih ahmuen hoiah haek o ving tih.
