Job 24
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
Kvi hev’kje Allvald tider set? Kvi ser hans vener ei hans dagar?
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
Dei fører deildesteinar burt, stel fe og sender det på beite,
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
tek asnet frå den faderlause; tek kui enkja eig i pant.
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
Driv fatigfolk frå vegen burt; alt landsens småfolk kryp i skjol;
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Lik ville asen fer dei ut til øydemarki med sitt stræv; og veidefang på ville heid er maten borni deira fær.
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
Dei haustar mark ved nattetid, og gudlaus manns vinhage plundrar.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
Um natti nakne, utan klæde, dei hev for kulden inkje dekkje.
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
Dei våte vert av regn på fjell, held seg i bergufs utan livd,
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
Ein farlaus lyt frå moderbarm ein armings klæde gjeng i pant.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Dei nakne gjeng og klædelause, i hunger dei på kornband dreg.
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
Dei kreistar olje innum murar, dei persar vin og tyrster lel.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Frå byen høyrest styn av menner, og gjenomstungne skrik um hjelp, men Gud ser ei slik meningsløysa.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
Det finst og fiendar åt ljoset; dei kjenner ikkje ljossens vegar og held seg ei på ljossens stigar.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Ved dagsprett mordaren stend upp, slær arm og fatig mann i hel, um natti er han so som tjuven.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
Horkaren spæjar etter skyming; han tenkjer: «Inkje auga ser meg.» Sitt andlit gøymer han med maska.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
I myrkret bryt dei inn i hus, dei som ved dag seg inne stengjer dei seg inne; av ljoset vil dei ikkje vita.
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
Myrk natt er morgon for deim alle; for natteskræmslorne dei kjenner.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
Snøgt fer han yver vatnet burt, bannstøytt vert jordi hans i landet; til vinberg gjeng han ikkje meir.
Som snøvatn kverv for turk og hite, so gløyper helheim deim som synda. (Sheol h7585)
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Av moderlivet gløymd han er, og makkar mettar seg på honom; det ingen er som minnest han; so brotsverk brest liksom eit tre.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Han plundra ho som ikkje fødde, som ufør var til barne-eign; mot enkja gjorde han’kje vel.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
Men han styd valdsmann med si kraft, og dei fær atter standa upp som hadde mist all von um livet.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
Han styd deim so dei liver trygt, hans augo vaktar deira vegar.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
Høgt stig dei, brått - dei er’kje meir - dei sig og døyr som alle andre, vert skorne av som aks på strå.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Er det’kje so? Kven legg imot? Kven gjer no mine ord um inkje?»
