< Job 24 >
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
Ab Omnipotente non sunt abscondita tempora: qui autem noverunt eum, ignorant dies illius.
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
Alii terminos transtulerunt, diripuerunt greges, et paverunt eos.
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
Asinum pupillorum abegerunt, et abstulerunt pro pignore bovem viduæ.
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
Subverterunt pauperum viam, et oppresserunt pariter mansuetos terræ.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Alii quasi onagri in deserto egrediuntur ad opus suum: vigilantes ad prædam, præparant panem liberis.
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
Agrum non suum demetunt: et vineam eius, quem vi oppresserint, vindemiant.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
Nudos dimittunt homines, indumenta tollentes, quibus non est operimentum in frigore:
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
Quos imbres montium rigant: et non habentes velamen, amplexantur lapides.
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
Vim fecerunt deprædantes pupillos, et vulgum pauperem spoliaverunt.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Nudis et incedentibus absque vestitu, et esurientibus tulerunt spicas.
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
Inter acervos eorum meridiati sunt, qui calcatis torcularibus sitiunt.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
De civitatibus fecerunt viros gemere, et anima vulneratorum clamavit, et Deus inultum abire non patitur.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
Ipsi fuerunt rebelles lumini, nescierunt vias eius, nec reversi sunt per semitas eius.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Mane primo consurgit homicida, interficit egenum et pauperem: per noctem vero erit quasi fur.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
Oculus adulteri observat caliginem, dicens: Non me videbit oculus: et operiet vultum suum.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
Perfodit in tenebris domos, sicut in die condixerant sibi, et ignoraverunt lucem.
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
Si subito apparuerit aurora, arbitrantur umbram mortis: et sic in tenebris quasi in luce ambulant.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
Levis est super faciem aquæ: maledicta sit pars eius in terra, nec ambulet per viam vinearum.
19 Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet. (Sheol )
Ad nimium calorem transeat ab aquis nivium, et usque ad inferos peccatum illius. (Sheol )
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Obliviscatur eius misericordia: dulcedo illius vermes: non sit in recordatione, sed conteratur quasi lignum infructuosum.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Pavit enim sterilem, quæ non parit, et viduæ bene non fecit.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
Detraxit fortes in fortitudine sua: et cum steterit, non credet vitæ suæ.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
Dedit ei Deus locum pœnitentiæ, et ille abutitur eo in superbiam: oculi autem eius sunt in viis illius.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
Elevati sunt ad modicum, et non subsistent, et humiliabuntur sicut omnia, et auferentur, et sicut summitates spicarum conterentur.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Quod si non est ita, quis me potest arguere esse mentitum, et ponere ante Deum verba mea?