Job 24
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
“Efu ku God El tia oakiya sie pacl in nununku? Efu ku mwet ma oaru in oru lungse lal tiana liye Elan kai mwet koluk uh?
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
“Mwet uh mokle masrol lalos in akyokye acn lalos uh; Ac pisre sheep uh in akyokye un sheep natulos sifacna.
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
Elos pisrala donkey nutin tulik mukaimtal uh, Ac sruokya ox nutin mutan katinmas uh, na soano elan molela soemoul lal.
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
Elos ikol tuh mwet sukasrup in tia ku in eis suwohs lalos, Ac oru tuh mwet enenu in kaing ac wikla.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
“Ouinge mwet sukasrup elos suk mwe mongo nalos yen mwesis Oana donkey inima uh; Wangin acn elos ku in konauk mongo nun tulik natulos we.
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
Elos enenu in kosrani ke ima su tia ma lalos, Ac sifani grape ke ima lun mwet koluk.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
Ke fong uh elos mihsrisr, mweyen wangin ma elos in kateya; Elos koflufol na motul.
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
Elos ac wohlak na ke af ma kahkla fineol uh me, Ac lokeni oan sisken eot uh in lusrungulosyak.
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
“Mwet koluk elos tulakunla tulik mukul fusr ma misa papa tuma liki nina kia, tuh elos in mwet foko lalos, Ac eis tulik nutin sie mwet sukasrup in akfalye soemoul lal.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
A mwet sukasrup elos ac illa ac wangin nuknuk in karingin manolos; Elos ac masrinsral na ke elos telani fokin wheat uh.
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
Elos fuleya olive in orek oil, ac grape in orek wain, A elos ac malu na.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Mwet kinet ac mwet apkuran in misa in siti uh elos wowoyak nu sin God, Tusruktu God El tiana porongo pre lalos.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
“Oasr kutu mwet koluk ma kwase kalem uh; Elos nikin kalmeya, ac tia ke fahsr nu yen kalem uh kololos nu we.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Ke tafun lotu uh, mwet akmas el illa In uniya mwet sukasrup uh, Ac ke fong uh, el som pisrapasr.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
Sie mwet kosro el ac soano in tari ekela; El ac afinya mutal, mwet uh in tia akilenul.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
Ke fong uh mwet pisrapasr elos ac sifacna utyak nu in lohm uh, A ke lenelik elos ac wikla ac tia lungse muta ke kalem uh.
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
Elos sangeng ke kalem lun len uh, A lohsr uh tiana aksangengyalos.”
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
“Sie mwet koluk ac fah pokyukla ke sronot uh, Ac acn sel fah selngawiyuki sin God; El ac tia sifil som orekma ke ima in grape lal uh.
Oana ke snow uh ac wanginla ke pacl fol ac ke pacl wangin af uh, Ouinge sie mwet koluk ac fah wanginla liki facl sin mwet moul uh. (Sheol h7585)
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Finne nina kial uh, ac tia pac esamul; Wet uh ac kangulla, ac el musalla oana soko sak ma ikori.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Ma inge sikyak nu sel mweyen el akkeokye katinmas, Ac tia kulang nu sin mutan su wangin tulik natu.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
Ke ku lun God, El kunausla mwet funmwet; God El fin mukuila, mwet koluk sac ac misa.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
God El ku pac in oru tuh mwet sac in tia sun ongoiya, Tusruktu El ac taranna ma el oru pacl nukewa.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
Mwet koluk se ku in sun wo ouiya ke kitin pacl, Na el ac uli oana soko mah wangin sripa, Oana sie sripin mahsrik ma pakpuki.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Ya oasr mwet se ku in lafwekin mu tia ouinge? Oasr mwet ku in orek loh ac fahk mu kas luk inge tia pwaye?”
