< Job 24 >
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
“For this reason from the Mighty One Times have not been hidden, And those knowing Him have not seen His days.
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
They reach the borders, They have taken a drove away violently, Indeed, they do evil.
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
They lead away the donkey of the fatherless, They take in pledge the ox of the widow,
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
They turn aside the needy from the way, Together have hid the poor of the earth.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Behold, wild donkeys in a wilderness, They have gone out about their work, Seeking early for prey, A mixture for himself—food for young ones.
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
They reap his provender in a field, And they glean the vineyard of the wicked.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
They cause the naked to lodge without clothing. And there is no covering in the cold.
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
From the inundation of hills they are wet, And without a refuge—have embraced a rock.
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
They take away violently The orphan from the breast, And they lay a pledge on the poor.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Naked, they have gone without clothing, And hungry—have taken away a sheaf.
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
They make oil between their walls, They have trodden winepresses, and thirst.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Men groan because of enmity, And the soul of pierced ones cries, And God does not give praise.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
They have been those rebelling against light, They have not discerned His ways, Nor abided in His paths.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
The murderer rises at the light, He slays the poor and needy, And in the night he is as a thief.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
And the eye of an adulterer Has observed the twilight, Saying, No eye beholds me. And he puts the face in secret.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
He has dug in the darkness—houses; By day they shut themselves up, They have not known light.
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
When together, morning [is] death-shade to them, When he discerns the terrors of death-shade.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
He [is] light on the face of the waters, Their portion is vilified in the earth, He does not turn the way of vineyards.
19 Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet. (Sheol )
Drought—also heat—consume snow-waters, Sheol—[those who] have sinned. (Sheol )
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
The womb forgets him, The worm sweetens [on] him, He is remembered no more, And wickedness is broken as a tree.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Treating evil the barren [who] does not bear, And he does no good [to] the widow,
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
And [God] has drawn the mighty by His power, He rises, and none believes in life.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
He gives to him confidence, and he is supported, And His eyes [are] on their ways.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
They were high [for] a little, and they are not, And they have been brought low. They are shut up as all [others], And cut off as the head of an ear of grain.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
And if not now, who proves me a liar, And makes my word of nothing?”