Job 24
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.
Tørhed, ja Hede borttager Snevand: Dødsriget dem, som have syndet. (Sheol h7585)
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?
