Job 24
1 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
Tipongah Thacak Sithaw mah lokcaekhaih atue to khaek ai loe? Anih panoek kaminawk mah anih lokcaekhaih ani to panoek o ai maw?
2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
Thoemto kaminawk loe ramri to tahruet o; minawk ih tuunawk to a lomh pae o moe, angmacae hanah pacah o.
3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
Naqahnawk ih laa hrang to huih pae o ving moe, lamhmai ih maitaw tae to paawng ih hmuen baktiah lak pae o ving.
4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
Caaknaek tawn ai kaminawk to loklam amkhraeng o sak, long ah kaom amtang kaminawk loe nawnto anghawk o.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
Khenah, amtang kaminawk loe toksak hanah taw ih laa hrangnawk baktiah a caeh o; khawnthaw ah caeh o moe, angmacae hoi a caanawk hanah taw ah caaknaek pakrong o.
6 De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
Nihcae loe lawk ah cang aah o moe, kahoih ai kaminawk ih misur thaih to pakhrik pae o.
7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
Nihcae loe khukbuen tawn o ai, bangkrai ah iih o; angqai naah angkhuk hanah tawn o ai.
8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
Mae ih khotui mah nihcae to bawh moe, abuephaih tawn o ai pongah, lungsong to takop o.
9 — Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
Amno ih tahnutui kanae ampa tawn ai nawkta to a lak pae o, amtang kaminawk to hmuenmae paawng o sak.
10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
Nihcae to khukbuen tawn ai bangkrai ah caeh o sak moe, zok amthlam kami ih cangqui to lomh pae o ving;
11 mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
nihcae loe lawk ah olive tui pasawh o, misurtui doeh pasawh o; toe tui anghaehhaih hoiah patangkhang o.
12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
Vangpui thung hoiah kaminawk hanghaih lok to tacawt, ahmaa kacaa kaminawk loe tahmen hnikhaih hoiah hangh o; toe nihcae tahmen hnikhaih to Sithaw mah tidoeh sah pae ai.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
Nihcae loe aanghaih lokaek kaminawk ah oh o; nihcae loe aanghaih loklam to panoek o ai, to loklam doeh pazui o ai.
14 Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
Kami humnawk loe khawnthaw ah angthawk o moe, caaknaek tawn ai kami hoi amtang kaminawk to hum o pacoengah, aqum ah hmuenmae to paquk o.
15 Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
Zu sava laep ah zaehaih sak koeh kami loe khoving to a zing kongh, a mikhmai to khuk khoep, mi mah doeh na hnu mak ai, tiah a poek.
16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
Nihcae loe khoving ah minawk ih im to muk o, khodai ah loe imthung ah anghawk o; aanghaih to panoek o ai.
17 For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
Khoving loe nihcae ih ampui ah oh pongah, khodai loe nihcae han duekhaih tahlip ah oh pae lat.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
To baktih kahoih ai kaminawk loe tui nui ih kakhoem tui apoep baktiah ni oh o; long tahamsethaih loe nihcae ih taham ah oh; to pongah misur takha caehhaih lam taengah mi doeh caeh ai boeh.
Ni kabae hoi khokhaahaih mah dantui amkawsak baktih toengah, taprong mah kazae kaminawk to amrosak. (Sheol h7585)
20 Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
Zok mah anih to pahnet ueloe, sadong mah anih to rawkcak kahoih ah caa tih; anih to mi mah doeh panoek mak ai boeh; sethaih loe thing baktiah hmawn tih boeh.
21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
Kahoih ai kami loe caa kaak nongpata to pakrong, lamhmai tahmenhaih doeh tawn ai.
22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
Thacak kami to Sithaw mah a thacakhaih hoiah amrosak; nihcae thacak naah, kaminawk khosak monghaih tawn o ai.
23 han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
Sithaw mah anih to kamongah omsak doeh om tih; toe Angraeng mah a caehhaih loklam to khet parui pae.
24 Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
Nawnetta thungah ni kasang ah pakoeh o, to pacoengah loe anghmat o boih; atlim ah zaeh tathuk moe, minawk kalah baktiah hinghaih to lak pae pacoengah, cangqui baktiah khaeh o.
25 Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
Vaihi hae tiah om ai nahaeloe, ka thuih ih lok loe amsawn ni, avanghaih tidoeh om ai, tiah mi mah maw amtuengsak thai tih? tiah a thuih.
