Job 23

1 Saa tog Job til Orde og svarede:

A Jov odgovori i reèe:

2 Ogsaa i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Haand paa mit Suk!

Još je tužnjava moja odmet? a nevolja je moja teža od uzdaha mojih.

3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg naa hans Trone!

O kad bih znao kako bih našao Boga! da otidem do prijestola njegova,

4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

Da razložim pred njim parbu svoju, i usta svoja napunim razloga,

5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

Da znam šta bi mi odgovorio, i razumijem šta bi mi rekao.

6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han paa mig;

Bi li se prema velikoj sili svojoj preo sa mnom? Ne; nego bi mi pomogao.

7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Ondje bi se pravedan èovjek mogao pravdati s njim, i oslobodio bih se zasvagda od svoga sudije.

8 Men gaar jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Gle, ako poðem naprijed, nema ga; ako li natrag, ne nahodim ga;

9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

Ako nalijevo radi, ne vidim ga; ako nadesno, zaklonio se, ne mogu ga vidjeti.

10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld gaar jeg frem af hans Prøve.

Ali on zna put moj; kad me okuša, izaæi æu kao zlato.

11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

Po stopama je njegovijem stupala noga moja; puta njegova držao sam se, i ne zaðoh.

12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

Od zapovijesti usta njegovijeh nijesam otstupao; èuvao sam rijeèi usta njegovijeh više nego svoj užitak.

13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attraar.

Ali kad on što naumi, ko æe ga odvratiti? što duša njegova zaželi, ono èini.

14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

I izvršiæe što je naumio za me; i toga ima u njega mnogo.

15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Zato sam se uplašio od njega; i kad to mislim, strah me je od njega.

16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Bog je rastopio srce moje, svemoguæi me je uplašio.

17 thi jeg gaar til i Mørket, mit Aasyn dækkes af Mulm.

Što ne pogiboh prije mraka? i što ne sakri mrak ispred mene?