Job 23

1 Saa tog Job til Orde og svarede:

Då svara Job og sagde:

2 Ogsaa i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Haand paa mit Suk!

«Endå gjeld klaga mi for tråss, tungt legg eg handi på min sukk.

3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg naa hans Trone!

Berre eg kunde finna honom og koma til hans bustad fram!

4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

Då la eg fram for han mi sak og fyllte munnen min med prov.

5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

Då høyrde eg kva svar han gav, og merka det han sa til meg.

6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han paa mig;

Vilde med magt han mot meg standa? Nei, lyda på meg vilde han.

7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Ein skuldfri stod då for han fram; for alltid slapp eg domar min.

8 Men gaar jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Gjeng eg i aust, han er’kje der; mot vest, eg vert han ikkje var;

9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

i nord han verkar, ei eg ser han, han snur mot sud, eg ser han ikkje.

10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld gaar jeg frem af hans Prøve.

For all den veg eg fer han kjenner; prøvde han meg, eg var som gull.

11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

Min fot hev fylgt i faret hans; hans veg eg gjeng ubrigdeleg,

12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

veik ei frå det hans lippa baud, meir enn mi lov eg lydde hans.

13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attraar.

Men ein er han, kven hindrar honom? Det han hev hug til, gjer han og.

14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

Han um min lagnad avgjerd tek, og hev med meg so mangt i emning.

15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Eg difor ræddast for hans åsyn, når eg det minnest, skjelv eg for han.

16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Ja, Gud hev brote ned mitt mod, og Allvald hev gjort meg fælen,

17 thi jeg gaar til i Mørket, mit Aasyn dækkes af Mulm.

ei er det myrkret som meg tyner, og ei mi eigi myrke åsyn.