Job 23

1 Saa tog Job til Orde og svarede:

Respondens autem Iob, ait:

2 Ogsaa i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Haand paa mit Suk!

Nunc quoque in amaritudine est sermo meus, et manus plagæ meæ aggravata est super gemitum meum.

3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg naa hans Trone!

Quis mihi tribuat ut cognoscam et inveniam illum, et veniam usque ad solium eius?

4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

Ponam coram eo iudicium, et os meum replebo increpationibus.

5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

Ut sciam verba, quæ mihi respondeat, et intelligam quid loquatur mihi.

6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han paa mig;

Nolo multa fortitudine contendat mecum, nec magnitudinis suæ mole me premat.

7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Proponat æquitatem contra me, et perveniat ad victoriam iudicium meum.

8 Men gaar jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Si ad Orientem iero, non apparet: si ad Occidentem, non intelligam eum.

9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

Si ad sinistram, quid agam? non apprehendam eum: si me vertam ad dexteram, non videbo illum.

10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld gaar jeg frem af hans Prøve.

Ipse vero scit viam meam, et probavit me quasi aurum, quod per ignem transit:

11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

Vestigia eius secutus est pes meus, viam eius custodivi, et non declinavi ex ea.

12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

A mandatis labiorum eius non recessi, et in sinu meo abscondi verba oris eius.

13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attraar.

Ipse enim solus est, et nemo avertere potest cogitationem eius: et anima eius quodcumque voluit, hoc fecit.

14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

Cum expleverit in me voluntatem suam, et alia multa similia præsto sunt ei.

15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Et idcirco a facie eius turbatus sum, et considerans eum, timore sollicitor.

16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Deus mollivit cor meum, et Omnipotens conturbavit me.

17 thi jeg gaar til i Mørket, mit Aasyn dækkes af Mulm.

Non enim perii propter imminentes tenebras, nec faciem meam operuit caligo.