Job 23

1 Saa tog Job til Orde og svarede:

וַיַּעַן אִיּוֹב וַיֹּאמַֽר׃

2 Ogsaa i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Haand paa mit Suk!

גַּם־הַיּוֹם מְרִי שִׂחִי יָדִי כָּבְדָה עַל־אַנְחָתִֽי׃

3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg naa hans Trone!

מִֽי־יִתֵּן יָדַעְתִּי וְאֶמְצָאֵהוּ אָבוֹא עַד־תְּכוּנָתֽוֹ׃

4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

אֶעֶרְכָה לְפָנָיו מִשְׁפָּט וּפִי אֲמַלֵּא תוֹכָחֽוֹת׃

5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

אֵדְעָה מִלִּים יַעֲנֵנִי וְאָבִינָה מַה־יֹּאמַר־לִֽי׃

6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han paa mig;

הַבְּרׇב־כֹּחַ יָרִיב עִמָּדִי לֹא אַךְ־הוּא יָשִׂם בִּֽי׃

7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

שָׁם יָשָׁר נוֹכָח עִמּוֹ וַאֲפַלְּטָה לָנֶצַח מִשֹּׁפְטִֽי׃

8 Men gaar jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

הֵן קֶדֶם אֶהֱלֹךְ וְאֵינֶנּוּ וְאָחוֹר וְֽלֹא־אָבִין לֽוֹ׃

9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

שְׂמֹאול בַּעֲשֹׂתוֹ וְלֹא־אָחַז יַעְטֹף יָמִין וְלֹא אֶרְאֶֽה׃

10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld gaar jeg frem af hans Prøve.

כִּֽי־יָדַע דֶּרֶךְ עִמָּדִי בְּחָנַנִי כַּזָּהָב אֵצֵֽא׃

11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

בַּאֲשֻׁרוֹ אָחֲזָה רַגְלִי דַּרְכּוֹ שָׁמַרְתִּי וְלֹא־אָֽט׃

12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

מִצְוַת שְׂפָתָיו וְלֹא אָמִישׁ מֵחֻקִּי צָפַנְתִּי אִמְרֵי־פִֽיו׃

13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attraar.

וְהוּא בְאֶחָד וּמִי יְשִׁיבֶנּוּ וְנַפְשׁוֹ אִוְּתָה וַיָּֽעַשׂ׃

14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

כִּי יַשְׁלִים חֻקִּי וְכָהֵנָּה רַבּוֹת עִמּֽוֹ׃

15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

עַל־כֵּן מִפָּנָיו אֶבָּהֵל אֶתְבּוֹנֵן וְאֶפְחַד מִמֶּֽנּוּ׃

16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

וְאֵל הֵרַךְ לִבִּי וְשַׁדַּי הִבְהִילָֽנִי׃

17 thi jeg gaar til i Mørket, mit Aasyn dækkes af Mulm.

כִּֽי־לֹא נִצְמַתִּי מִפְּנֵי־חֹשֶׁךְ וּמִפָּנַי כִּסָּה־אֹֽפֶל׃