Job 22
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Pea naʻe toki tali ʻe Elifasi mei Timani, ʻo ne pehē,
2 Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
‘ʻE faʻa ʻaonga ʻae tangata ki he ʻOtua,’ ʻo hangē ʻoku ʻaonga ʻaia ʻoku poto kiate ia pe?
3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
He ʻoku ʻaonga ki he Māfimafi ʻa hoʻo māʻoniʻoni? Pe ʻaonga ki ai ʻa hoʻo fakahaohaoa ho ngaahi ʻaluʻanga?
4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller gaar han i Rette med dig derfor?
He te ne tautea koe ko ʻene manavahē kiate koe? Te ne fai koā mo koe ʻae fakamaau?
5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
ʻIkai ʻoku lahi ʻaupito hoʻo angahala? Pea taʻengata mo hoʻo ngaahi hia?
6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
He kuo ke maʻu taʻetotonu ʻae totongi mei ho kāinga, pea kuo ke faʻao mei he telefua honau kofu.
7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
Naʻe ʻikai te ke fakainua ʻae vaivai ʻaki ʻae vai, pea kuo ke taʻofi ʻae mā mei he fiekaia.
8 Den mægtige — hans var Landet, den hædrede boede der.
Ka naʻe ʻoe tangata mālohi ʻae fonua; pea nofo ai ʻae tangata ongoongolelei.
9 Du lod Enker gaa tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
Kuo ke fekau atu taʻehameʻa ʻae kau fefine kuo mate honau husepāniti, pea kuo fesiʻi ʻae nima ʻoe kau tamai mate.
10 Derfor var der Snarer omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
Ko ia kuo kāpui ai koe ʻe he ngaahi tauhele, pea ke puputuʻu ʻi he manavahē kuo fakafokifā;
11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand gaar over dig!
Pea ko e fakapoʻuli ke ʻoua naʻa ke mamata, pea ʻufiʻufi koe ʻe he ngaahi vai lahi.
12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de staar!
“ʻIkai ʻoku ʻi he langi ʻi ʻolunga ʻae ʻOtua? Pea ke vakai ki hono māʻolunga faufau ʻoe ngaahi fetuʻu lahi!
13 Dog siger du: »Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
Ka ke pehē ʻe koe, ‘ʻOku ʻilo fēfē ʻe he ʻOtua? Pea ʻe faʻa fakamaau ʻe ia ʻi he loto ʻao fakapoʻuli?
14 Skyerne skjuler ham, saa han ej ser, paa Himlens Runding gaar han!«
Ko e ʻufiʻufi kiate ia ʻae ngaahi ʻao matolu, ʻaia ʻoku ʻikai te ne mamata ai; pea ʻoku hāʻele pe ia ʻi he hāʻeleʻanga ʻi he langi.’
15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betraadte,
He kuo ke fakaʻilongaʻi ʻe koe ʻae hala motuʻa, naʻe fou ai ʻae kakai angahala?
16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
ʻAkinautolu naʻe tuʻusi hifo ʻi he teʻeki hoko honau kuonga, ʻakinautolu naʻe lōmaki honau tuʻunga ʻaki ʻae vai:
17 som sagde til Gud: »Gaa fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?«
ʻAkinautolu naʻe pehē ki he ʻOtua, ‘ʻAlu ʻiate kimautolu:’ pea, ‘Ko e hā ʻe faʻa fai ʻe he Māfimafi maʻanautolu?’
18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Raad er ham fjernt.
Ka naʻa ne fakapito ʻaki ʻae ngaahi meʻa lelei honau ngaahi fale: ka ʻoku mamaʻo ʻiate au ʻae fakakaukau ʻoe angahala.
19 De retfærdige saa det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
ʻOku mamata ki ai ʻae māʻoniʻoni, pea fiefia: pea ʻoku kata manuki kiate kinautolu ʻe he taʻeangahala.
20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
‘Koeʻuhi naʻe ʻikai tuʻusi ʻetau koloa, ka ko honau toe ʻoku fakaʻauha ʻe he afi.’
21 Bliv Ven med ham og hold Fred, derved vil der times dig Lykke;
“Fai ke ke ʻiloʻi ia, pea ke melino: pea ko ia ʻe hoko ai ʻae lelei kiate koe.
22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord paa Sinde!
ʻOku ou kole kiate koe, ke ke maʻu ʻae fono mei hono ngutu, pea ke faʻo ki ho loto ʻa ʻene ngaahi folofola.
23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
Kapau te ke tafoki ki he Māfimafi, ʻe langa hake koe, pea te ke tukuange ke mamaʻo ʻae hia mei ho ngaahi fale.
24 kaster du Guldet paa Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
Pea te ke toki fokotuʻu ʻae koloa ʻo hangē ko e efu, mo e koula ʻo Ofeli ʻo hangē ko e ngaahi maka teka ʻoe tafeʻanga vai.
25 saa den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
ʻIo, ʻe hoko ʻae Māfimafi ko ho fakaū, pea te ke maʻu ʻo lahi ʻae siliva.
26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Aasyn til Gud.
He te ke toki fiefia ʻi he Māfimafi, pea hanga hake ho mata ki he ʻOtua.
27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
Te ke fai haʻo lotu kiate ia, pea te ne ongoʻi koe, pea te ke fai hoʻo ngaahi fuakava.
28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner paa dine Veje;
Te ke tuʻutuʻuni foki ha meʻa, pea ʻe fakamoʻoni ia kiate koe: pea ʻe ulo ʻae maama ki ho ngaahi hala.
29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slaar Øjnene ned;
ʻOka ai ha tōkilalo, te ke toki pehē, ‘ʻOku ai ʻae hakeakiʻi;’ pea ʻe fakamoʻui ʻe ia ʻae angavaivai.
30 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
ʻE fakahaofi ʻe ia ʻae fonua motu ʻoe taʻeangahala: pea ʻoku hao ia ʻi he māʻoniʻoni ʻo ho nima.”
