Job 21
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Na Hiob buae se,
2 Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
Muntie me nsɛm no yiye. Momma eyi nyɛ awerɛkyekye a mode ma me.
3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
Munnya ntoboase mma me bere a merekasa, na sɛ mekasa wie a, monkɔ so nni fɛw.
4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
“Minwiinwii hyɛ onipa ana? Adɛn nti na ɛsɛ sɛ minya ntoboase?
5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
Monhwɛ me, na mo ho nnwiriw mo; momfa mo nsa nkata mo ano.
6 Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
Sɛ midwen eyi ho a, mebɔ hu; na me ho popo.
7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
Adɛn nti na amumɔyɛfo tena nkwa mu? Wonyin kyɛ na wɔkɔ so di tumi.
8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
Wohu wɔn mma a atwa wɔn ho ahyia no nkɔso, wohu wɔn nenanom.
9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
Ɔhaw nni wɔn afi mu, na ehu nni hɔ; Onyankopɔn asotwe mma wɔn so.
10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
Wɔn anantwinini nnyɛ asaadwe; na wɔn anantwibere nwo a wɔmpɔn.
11 de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
Wɔka wɔn mma bɔ mu te sɛ nguankuw; na emu mmotafowa no huruhuruw.
12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
Wɔto nnwom wɔ akasae ne sanku so; na wɔde atɛntɛbɛn nnyigyei gye wɔn ani.
Wodi yiye wɔn nkwanna mu na wɔkɔ ɔdae mu asomdwoe mu. (Sheol h7585)
14 skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
Nanso wɔka kyerɛ Onyankopɔn se, ‘Fi yɛn so! Yɛmpɛ sɛ yehu wʼakwan.
15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
Hena ne otumfo no a ɛsɛ sɛ yɛsom no? Sɛ yɛbɔ no mpae a mfaso bɛn na yebenya?’
16 Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
Nanso wɔn nkɔso no nni wɔn nsam, enti metwe me ho fi amumɔyɛfo afotu ho.
17 Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
“Nanso mpɛn ahe na wodum amumɔyɛfo kanea? Mpɛn ahe na amanehunu ba wɔn so, nea Onyankopɔn fi nʼabufuw mu de ba no?
18 saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
Mpɛn ahe na wɔyɛ sɛ sare wɔ mframa ano, te sɛ ntɛtɛ a mframaden bi apra wɔn?
19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
Wɔka se, ‘Onyankopɔn kora onipa asotwe so de twɛn ne mma.’ Ɛsɛ sɛ ɔtwe onipa no ankasa aso ma ohu.
20 lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
Ma ɔno ankasa ani nhu ne sɛe; ma Otumfo abufuwhyew no nka nʼani.
21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
Dɛn na ɛfa wɔn ho fa wɔn abusuafo a woagyaw wɔn akyi no ho bere a asram a wɔatwa ama no aba awiei no?
22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
“Obi betumi akyerɛ Onyankopɔn nyansa, wɔ bere a obu atitiriw mpo atɛn?
23 En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
Obi wu wɔ bere a ɔwɔ ahoɔden ne ho tɔ no na nʼaso mu adwo no,
24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
na ne nipadua ayɛ frɔmfrɔm, na hon ahyɛ ne nnompe ma.
25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
Ɔfoforo nso de ɔkra mu yawdi wu, a wanka asetena pa anhwɛ da.
26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
Wosie wɔn nyinaa wɔ mfutuma koro mu, ma asunson nnunu wɔn nyinaa.
27 Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
“Mahu mo adwene, ɔkwan a mobɛfa so afom me.
28 naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
Moka se, ‘Onipa kɛse no fi wɔ he, ntamadan a omumɔyɛfo no tenaa mu no?’
29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
So mummmisaa wɔn a wotu kwan no asɛm da? Wɔn amanneɛbɔ mu nsɛm ho nhiaa mo
30 Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
sɛ onipa bɔne nya ne ti didi mu amanehunu da, na wogye wɔn abufuwhyew da no ana?
31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
Hena na ɔde ne suban si nʼanim? Hena na otua no nea wayɛ so ka?
32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
Wɔsoa no kɔ ɔda mu, na wɔwɛn nʼaboda.
33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
Obon mu dɔte yɛ no dɛ; nnipa nyinaa di nʼakyi, na dɔm a wontumi nkan wɔn di nʼanim.
34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
“Enti ɛbɛyɛ dɛn na mode mo nsɛnhunu bɛkyekye me werɛ? Mo mmuae nyɛ hwee sɛ atoro!”
