< Job 21 >
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
6 Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
11 de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
13 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, (Sheol )
14 skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
16 Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
17 Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
18 saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
20 lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
23 En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
27 Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
28 naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
30 Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
