Job 21
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Då svara Job og sagde:
2 Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
«Å høyr då, høyr på mine ord! Gjev i minsto det til trøyst!
3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
Lat meg få lov å tala ut, so kann du spotta etterpå.
4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
Klagar eg vel på menneskje? Og hev eg ikkje grunn til harm?
5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
Vend dykk til meg, og ottast so; legg handi so på dykkar munn.
6 Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
Eg støkk, når eg det kjem i hug; ei bivring gjenom kroppen gjeng.
7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
Kvifor fær dei gudlause liva, auka i magt som åri gjeng?
8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
Dei ser si ætt stå fast ikring deim, dei hev sitt avkjøme for augo.
9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
I fred stend husi deira trygge, Guds svipa råkar ikkje deim;
10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
med heppa parast deira fe, og kyrne kastar aldri kalv.
11 de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
Dei slepper borni ut som lamb, og gutarne i leiken hoppar;
12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
Dei syng til trumma og til cither og frygdar seg ved fløyteljod.
I lukka liver dei si tid og fer so brått til helheim ned. (Sheol h7585)
14 skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
Til Gud dei segjer: «Haldt deg burte!» Me vil’kje kjenna dine vegar!
15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
Kvi skal me tena den Allsterke? Kva gagnar det å be til honom?»
16 Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
«Dei hev’kje lukka si i handi» - Langt burt frå meg med gudlaus råd!
17 Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
Når sloknar lampa for gudlause? Når kjem ulukka yver deim? Gjev han deim straff i vreidesmod?
18 saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
Fer dei vel burt som strå for vind, lik agner som i stormen fyk?
19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
«Gud gøymer straffi til hans born.» Nei, sjølv skal mannen straffi kjenna!
20 lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
Lat han få sjå sitt eige fall og drikka harm frå den Allsterke!
21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
Kva bryr han seg vel um sitt hus, når månadstalet hans er fullt?
22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
Vil nokon hjelpa Gud til kunnskap, han som er domar for dei høgste?
23 En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
Den eine døyr på velmagts høgd, fullkomleg trygg og fredeleg;
24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
hans fat er fulle utav mjølk, og i hans bein er mergen frisk;
25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
den andre døyr so beisk i hug, hev ingenting av lukka smaka.
26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
Dei båe vert i moldi lagde, og deira klednad makkar er.
27 Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
Sjå kor eg kjennar dykkar tankar, og dykkar meinkrokar mot meg.
28 naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
De spør: «Kvar er vel stormannshuset? Kvar er det tjeld der gudlause bur?»
29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
Hev de’kje høyrt av ferdafolk - de trur vel det som dei fortel -:
30 Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
«Den vonde frå ulukka slepp; han berga vert på vreidedagen.
31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
Kven lastar honom for hans ferd? Og straffar honom for hans gjerd?
32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
Han vert til gravi båren burt, og ved hans gravhaug held dei vakt.
33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
Søtt søv han under torv i dal, og i hans far all verdi fer, som tallause gjekk fyre honom.
34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
Det trøystar meg med tome ord; av dykkar svar er sviket att.»
