Job 21
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Men Job svarede og sagde:
2 Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6 Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. (Sheol h7585)
14 skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16 Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17 Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18 saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
„Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
20 lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
23 En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
27 Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
28 naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
30 Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
„Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
