Job 20
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Då tok Sofar frå Na’ama til ords og sagde:
2 Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
«Difor gjev mine tankar svar, og difor stormar det i meg.
3 til min Skam maa jeg høre paa Tugt, faar tankeløst Mundsvejr til Svar!
Ei skamleg skrapa fær eg høyra, men kloke svar mi ånd gjev meg.
4 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes paa Jorden,
Veit du’kje at frå ævords tid, frå mannen fyrst på jord vart sett,
5 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
ugudlege hev stokkut jubel, vanheilage stuttvarug gleda?
6 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
Når modet hans til himmels stig, når hovudet mot sky han lyfter,
7 som sit Skarn forgaar han for evigt, de, der saa ham, siger: »Hvor er han?«
han evig gjeng til grunns som skarnet; «Kvar er han?» spør dei, honom såg.
8 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
Lik draumen glid han burt og kverv, vert jaga som ei nattesyn.
9 Øjet, der saa ham, ser ham ej mer, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Han burte er for alle augo, hans stad veit ikkje til han meir.
10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder maa give hans Gods tilbage.
Hans born lyt hjelpa fatigfolk; hans hender gjev hans gods attende.
11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
Hans bein var full’ av ungdomskraft; men den i moldi ligg med honom.
12 Er det onde end sødt i hans Mund, naar han gemmer det under sin Tunge,
Er i hans munn det vonde søtt, vil han det under tunga gøyma,
13 sparer paa det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
sparer han det og slepper ikkje, held han det under gomen fast,
14 saa bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
so vert i kroppen maten hans til orme-eiter i hans buk.
15 Godset, han slugte, maa han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
Det gods han gløypte, spyr han ut; Gud driv det ut or magen hans.
16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slaar ham ihjel;
Han orme-eiter i seg saug, og ødle-tunga honom drep.
17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
Han fær visst ikkje skoda bekkjer, ei heller flaum av mjølk og honning.
18 han maa af med sin Vinding, svælger den ej, faar ingen Glæde af tilbyttet Gods.
Han rikdom vinn, men nyt han ikkje; han samlar gods, men vert’kje glad.
19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
Han krasa småfolk, let deim liggja, han rana hus som han ei byggjer.
20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
Han kjende ikkje ro inni seg, men med sin skatt han slepp’kje undan.
21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
Hans hækna sparer ingen ting; og difor kverv hans lukka burt.
22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
I all si ovnøgd lid han naud; kvar armings-hand kjem yver honom.
23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne paa ham.
Og til å fylla buken hans han sender vreiden yver honom, let maten sin på honom regna.
24 Flyr han for Brynje af Jern, saa gennemborer ham Kobberbuen;
Og um han frå jarnvåpen flyr, han såra vert frå koparbogen;
25 en Kniv kommer ud af hans Ryg, et lynende Staal af hans Galde; over ham falder Rædsler,
ut gjenom ryggen pili kjem, den blanke odd ut or hans gall, og dauderædslor fell på honom.
26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
Alt myrker gøymt er åt hans skattar, ja, ukveikt eld et honom upp, og øyder all hans eigedom.
27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
Himmelen ter hans brotsverk fram, og jordi reiser seg imot han.
28 Hans Huses Vinding maa bort, rives bort paa Guds Vredes Dag.
Hans heime-forråd fer sin veg, renn burt på vreidedagen hans.
29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
Slikt etlar Gud til gudlaus mann; det lovar Gud til arv åt honom.»
