Job 20
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.
3 til min Skam maa jeg høre paa Tugt, faar tankeløst Mundsvejr til Svar!
Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.
4 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes paa Jorden,
Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:
5 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?
6 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,
7 som sit Skarn forgaar han for evigt, de, der saa ham, siger: »Hvor er han?«
saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han?
8 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.
9 Øjet, der saa ham, ser ham ej mer, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder maa give hans Gods tilbage.
Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.
11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.
12 Er det onde end sødt i hans Mund, naar han gemmer det under sin Tunge,
Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,
13 sparer paa det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane:
14 saa bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham.
15 Godset, han slugte, maa han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug.
16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slaar ham ihjel;
Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham.
17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk.
18 han maa af med sin Vinding, svælger den ej, faar ingen Glæde af tilbyttet Gods.
Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig.
19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke.
20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.
21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig.
22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.
23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne paa ham.
For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!
24 Flyr han for Brynje af Jern, saa gennemborer ham Kobberbuen;
Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham.
25 en Kniv kommer ud af hans Ryg, et lynende Staal af hans Galde; over ham falder Rædsler,
Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham.
26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.
27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham.
28 Hans Huses Vinding maa bort, rives bort paa Guds Vredes Dag.
Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.
29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.
