Job 19
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Respondens autem Iob, dixit:
2 Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?
Usquequo affligitis animam meam, et atteritis me sermonibus?
3 I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
En, decies confunditis me, et non erubescitis opprimentes me.
4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
Nempe, et si ignoravi, mecum erit ignorantia mea.
5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
At vos contra me erigimini, et arguitis me opprobriis meis.
6 Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
Saltem nunc intelligite quia Deus non æquo iudicio afflixerit me, et flagellis suis me cinxerit.
7 Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.
Ecce clamabo vim patiens, et nemo audiet: vociferabor, et non est qui iudicet.
8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
Semitam meam circumsepsit, et transire non possum, et in calle meo tenebras posuit.
9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
Spoliavit me gloria mea, et abstulit coronam de capite meo.
10 brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;
Destruxit me undique, et pereo, et quasi evulsæ arbori abstulit spem meam.
11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
Iratus est contra me furor eius, et sic me habuit quasi hostem suum.
12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
Simul venerunt latrones eius, et fecerunt sibi viam per me, et obsederunt in gyro tabernaculum meum.
13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
Fratres meos longe fecit a me, et noti mei quasi alieni recesserunt a me.
14 mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
Dereliquerunt me propinqui mei: et qui me noverant, obliti sunt mei.
15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
Inquilini domus meæ, et ancillæ meæ sicut alienum habuerunt me, et quasi peregrinus fui in oculis eorum.
16 ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;
Servum meum vocavi, et non respondit, ore proprio deprecabar illum.
17 ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
Halitum meum exhorruit uxor mea, et orabam filios uteri mei.
18 selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;
Stulti quoque despiciebant me, et cum ab eis recessissem, detrahebant mihi.
19 Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
Abominati sunt me quondam consiliarii mei: et quem maxime diligebam, aversatus est me.
20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
Pelli meæ, consumptis carnibus, adhæsit os meum, et derelicta sunt tantummodo labia circa dentes meos.
21 Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!
Miseremini mei, miseremini mei, saltem vos amici mei, quia manus Domini tetigit me.
22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
Quare persequimini me sicut Deus, et carnibus meis saturamini?
23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
Quis mihi tribuat ut scribantur sermones mei? quis mihi det ut exarentur in libro
24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!
stylo ferreo, et plumbi lamina, vel celte sculpantur in silice?
25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.
Scio enim quod Redemptor meus vivit, et in novissimo die de terra surrecturus sum:
26 Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
Et rursum circumdabor pelle mea, et in carne mea videbo Deum meum.
27 hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!
Quem visurus sum ego ipse, et oculi mei conspecturi sunt, et non alius: reposita est hæc spes mea in sinu meo.
28 Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«
Quare ergo nunc dicitis: Persequamur eum, et radicem verbi inveniamus contra eum?
29 saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
Fugite ergo a facie gladii, quoniam ultor iniquitatum gladius est: et scitote esse iudicium.
