Job 19
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Epi Job te reponn:
2 Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?
Pou konbyen de tan, nou va toumante m, e kraze mwen avèk pawòl yo?
3 I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
Dis fwa sa yo nou te ensilte m; nou pa menm wont fè m tò.
4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
Menm si m fè erè, erè sa repoze anndan m.
5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
Si anverite nou vin ògeye kont mwen, e fè m wè prèv a gwo wont mwen,
6 Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
alò, konnen byen ke Bondye te fè m tò, e te fèmen pèlen Li an antoure mwen.
7 Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.
“Gade byen, mwen kriye: ‘Vyolans!’ Men nanpwen repons. Mwen rele sekou! Men nanpwen jistis.
8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
Li te bare chemen mwen pou m pa kab pase, e Li te mete fènwa sou pa m yo.
9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
Li te retire lonè sou mwen e te retire kouwòn nan sou tèt mwen.
10 brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;
Li kraze desann mwen tout kote e mwen fin disparèt; Li te dechouke espwa m kon yon pyebwa.
11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
Anplis, Li te limen lakòlè Li kont mwen e te konsidere m kon lènmi Li.
12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
Lame Li a vin rasanble pou bati chemen pa yo kont mwen. Yo fè kan kap antoure tant mwen an.
13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
“Li te retire frè m yo byen lwen mwen e sila mwen te konnen yo vin separe de mwen nèt.
14 mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
Fanmi mwen yo vin fè fayit e pi pwòch zami m yo te bliye m.
15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
Sila ki rete lakay mwen yo ak sèvant mwen yo konsidere m kon yon etranje. Mwen se yon etranje menm nan zye yo.
16 ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;
Mwen rele sèvitè mwen an, men li pa reponn; mwen oblije sipliye l ak bouch mwen.
17 ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
Menm souf mwen fè bay ofans a madanm mwen, e mwen vin abominab a pwòp frè m.
18 selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;
Timoun yo meprize mwen. Mwen leve e yo pale kont mwen.
19 Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
Tout asosye m yo etone ak krent devan m. Sila ke m byen renmen yo te vire kont mwen.
20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
Zo m yo kole sou po m ak chè m; se sèl pa po dan m ke m chape lanmò.
21 Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!
“Gen pitye pou mwen, gen pitye, O nou menm ki zanmi mwen yo, paske men Bondye vin frape mwen.
22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
Poukisa n ap pèsekite mwen menm tankou Bondye e pa satisfè ak chè mwen.
23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
O ke pawòl mwen yo te ekri! O ke yo te enskri nan yon liv!
24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!
Ke avèk pwent plim ak plon, yo te grave sou wòch la jis pou tout tan!
25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.
Men pou mwen, mwen konnen ke Redanmtè mwen an vivan. Epi apre tout sa a, li va vin kanpe sou latè.
26 Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
Menm lè po m fin detwi, malgre chè m fin sòti, mwen va wè Bondye nan chè a;
27 hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!
ke mwen, mwen menm va wè, ke zye m va wè, e se pa kon yon etranje. “Kè m vin fèb anndan m.
28 Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«
Si nou di: ‘Men kijan nou va pèsekite li!’ pwiska rasin ka sa a se nan mwen,’
29 saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
fè lakrent nepe a pou kont nou, paske lakòlè Bondye mennen pinisyon nepe a. Fòk nou kab konnen, gen jijman.”
