Job 19

1 Saa tog Job til Orde og svarede:

Job progovori i reče:

2 Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?

“TÓa dokle ćete mučit' dušu moju, dokle ćete me riječima satirat'?

3 I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

Već deseti put pogrdiste mene i stid vas nije što me zlostavljate.

4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Pa ako sam zastranio doista, na meni moja zabluda ostaje.

5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Mislite li da ste me nadjačali i krivnju moju da ste dokazali?

6 Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Znajte: Bog je to mene pritisnuo i svojom me je on stegnuo mrežom.

7 Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.

Vičem: 'Nasilje!' - nema odgovora; vapijem - ali za me pravde nema.

8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

Sa svih strana put mi je zagradio, sve staze moje u tminu zavio.

9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

Slavu je moju sa mene skinuo, sa moje glave strgnuo je krunu.

10 brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;

Podsijeca me odasvud te nestajem; k'o drvo, nadu mi je iščupao.

11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

Raspalio se gnjev njegov na mene i svojim me drži neprijateljem.

12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

U bojnom redu pristižu mu čete, putove proti meni nasipaju, odasvud moj opkoljavaju šator.

13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

Od mene su se udaljila braća, otuđili se moji poznanici.

14 mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

Nestade bližnjih mojih i znanaca, gosti doma mog zaboraviše me.

15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

Sluškinjama sam svojim kao stranac, neznanac sam u njihovim očima.

16 ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;

Slugu zovnem, a on ne odgovara i za milost ga moram zaklinjati.

17 ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Mojoj je ženi dah moj omrznuo, gadim se djeci vlastite utrobe.

18 selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;

I deranima na prezir tek služim, ako se dignem, rugaju se meni.

19 Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Pouzdanicima sam svojim mrzak, protiv mene su oni koje ljubljah.

20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Kosti mi se za kožu prilijepiše, osta mi jedva koža oko zuba.

21 Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!

Smilujte mi se, prijatelji moji, jer Božja me je ruka udarila.

22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

Zašto da me k'o Bog sam progonite, zar se niste moga nasitili mesa?

23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

O, kad bi se riječi moje zapisale i kad bi se u mjed tvrdu urezale;

24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!

kad bi se željeznim dlijetom i olovom u spomen vječan u stijenu uklesale!

25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.

Ja znadem dobro: moj Izbavitelj živi i posljednji će on nad zemljom ustati.

26 Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

A kad se probudim, k sebi će me dići: iz svoje ću puti tad vidjeti Boga.

27 hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!

Njega ja ću kao svojega gledati, i očima mojim neće biti stranac: za njime srce mi čezne u grudima.

28 Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«

Kad kažete: 'Kako ćemo ga goniti? Koji ćemo razlog protiv njega naći?',

29 saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

mača tad se bojte: grijehu mač je kazna. Saznat ćete tada da imade suda!”