Job 18

1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Pea naʻe toki tali ʻe Pilitati mei Suaa, ʻo ne pehē,

2 Saa gør dog en Ende paa dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

“ʻE fēfē hono fuoloa pea ke fakangata ʻae lea? Tokanga, pea te mau toki lea.

3 Hvi skal vi regnes for Kvæg og staa som umælende i dine Øjne?

Ko e hā kuo lau ai ʻakimautolu ko e fanga manu, pea lau ko e ʻuli ʻi ho ʻao?

4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

‌ʻOku ne haehae ia ʻe ia pe ʻi heʻene ʻita: ʻe liʻaki ʻa māmani koeʻuhi ko koe? Pea ʻe hiki ʻae fuʻu makatuʻu mei hono potu?

5 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

“Ko e moʻoni, ʻe tāmateʻi ʻae maama ʻoe angahala, pea ʻe ʻikai ulo ʻae kalofiama ʻo ʻene afi.

6 Lyset i hans Telt gaar ud, og hans Lampe slukkes for ham;

‌ʻE fakapoʻuli ʻae maama ʻi hono fale, pea ʻe tāmateʻi ʻa ʻene maama fakataha mo ia.

7 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Raad;

‌ʻE fakaʻapiʻapi ʻae lakaʻanga ʻo hono mālohi, pea ʻe lī ki lalo ia ʻe heʻene fakakaukau ʻaʻana.

8 thi hans Fod drives ind i Nettet, paa Fletværk vandrer han frem,

He ko hono kauvaʻe ʻoʻona kuo ne lī ia ki he kupenga, pea ʻoku ne ʻeveʻeva ʻi he funga tauhele.

9 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

‌ʻE moʻua ia ʻe he hele ʻi hono muivaʻe, pea ʻe ikuna ia ʻe he kaihaʻa.

10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen paa hans Sti;

Kuo ʻai ʻae tauhele kiate ia ʻi he kelekele, mo e sokitanu kiate ia ʻi he hala.

11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

‌ʻE fakamanavahēʻi ia ʻe he ngaahi meʻa fakailifia mei he potu kotoa pē, pea ʻe fakaveʻevave ia.

12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer paa hans Fald:

‌ʻE kai ʻe he fiekaia ʻa hono mālohi, pea ʻe tali ofi ʻae fakaʻauha ki hono vakavaka.

13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

‌ʻE fakaʻauha ʻe ia ʻae mālohi ʻo hono sino: ʻio, ko e ʻuluaki fānau ʻoe mate te ne fakaʻauha ʻene mālohi.

14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

‌ʻE lī kituʻa mei hono fale ʻa hono falalaʻanga, pea ko ia ʻe ʻomi ia ki he tuʻi ʻoe fakailifia.

15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud paa hans Bolig;

‌ʻE nofo ia ʻi hono fale, he ʻoku ʻikai ʻoʻona ia: ʻe tūtuuʻi ki hono ʻapi ʻae sulifa.

16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

‌ʻE mōmoa mei lalo hono ngaahi aka, pea ʻe motuhi mei ʻolunga ʻa hono vaʻa.

17 hans Minde svinder fra Jord, paa Gaden nævnes ikke hans Navn;

Ko hono manatuʻi ʻe ʻauha mei he fonua, pea ʻe ʻikai hano hingoa ʻi he hala.

18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

‌ʻE kapusi ia mei he maama ki he poʻuli, pea ʻe tulia ia mei he māmani.

19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

‌ʻE ʻikai maʻu ʻe ia ha foha pe mokopuna ʻi hono kakai, ʻe ʻikai toe ha niʻihi ʻi hono ngaahi fale.

20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

Ko kinautolu ʻe muimui ʻiate ia te nau ofo ki hono ʻaho, ʻo hangē ko e ilifia ʻanautolu naʻa nau feangai.

21 Ja, saaledes gaar det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

Ko e moʻoni ʻoku pehē pe ʻae ngaahi nofoʻanga ʻoe angahala, pea ko eni ʻae potu ʻo ia ʻoku taʻeʻiloʻi ʻae ʻOtua.”