< Job 17 >
1 Brudt er min Aand, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje maa skue.
3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Haandslag?
4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5 den, der forraader Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhaandet vokser i Kraft.
10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!
11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
13 vil jeg haabe, faar jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, (Sheol )
14 Graven kalder jeg Fader, Forraadnelsen Moder og Søster.
15 Hvor er da vel mit Haab, og hvo kan øjne min Lykke?
16 Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? (Sheol )