Job 17
1 Brudt er min Aand, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
Me honhom atɔ beraw, me nna so atwa, na ɔda retwɛn me.
2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje maa skue.
Ampa ara fɛwdifo atwa me ho ahyia; ɛsɛ sɛ mehwɛ wɔn atutuwpɛ.
3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Haandslag?
“Ao Onyankopɔn, hyɛ me bɔ a wuhia. Hena bio na ɔbɛma me bammɔ?
4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
Wɔato wɔn adwene mu a wɔnte asɛm ase; enti woremma wonni nkonim.
5 den, der forraader Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
Sɛ obi sopa ne nnamfonom de gye akatua a, ɛbɛhwere ne mma aniwa.
6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
“Onyankopɔn de me ayɛ asɛm a ɛda obiara ano, obi a wɔte ntasu gu nʼani so.
7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
Awerɛhow ama mʼani ayɛ siamoo me nipadua nyinaa yɛ sunsuma.
8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
Ɛyɛ atreneefo nwonwa; wɔn a wodi bem tia wɔn a wonni nyamesu.
9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhaandet vokser i Kraft.
Nanso atreneefo bɛkɔ wɔn anim, na wɔn a wɔn nsa ho tew no bɛkɔ so anya ahoɔden.
10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!
“Mo nyinaa monsan mmra mmɛsɔ nhwɛ! Na merennya onyansafo wɔ mo mu.
11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
Me nna atwa mu, me nhyehyɛe apansam. Nanso me koma apɛde
12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
ma anadwo dan awia; sum mu koraa no hann bɛn.
Sɛ ofi a mʼani da so nkutoo ne ɔda, sɛ mesɛw me kɛtɛ wɔ sum mu, (Sheol h7585)
14 Graven kalder jeg Fader, Forraadnelsen Moder og Søster.
sɛ meka kyerɛ porɔwee se, ‘Wo yɛ mʼagya,’ ne osunson se, ‘Me na’ anaa ‘Me nuabea’ a,
15 Hvor er da vel mit Haab, og hvo kan øjne min Lykke?
na afei mʼanidaso wɔ he? Hena na obetumi anya anidaso bi ama me?
