Job 16

1 Saa tog Job til Orde og svarede:

Då svara Job og sagde:

2 Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

«Eg hev høyrt nok av dette slag; d’er brysam trøyst de alle gjev.

3 Faar Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Vert det’kje slutt på tome ord? Kva er det som til svar deg driv?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste paa Hovedet ad jer,

Eg skulde tala liksom de, i fall de var i staden min; eg sette ord i hop mot dykk, eg riste hovudet mot dykk;

5 styrke jer med min Mund, ej spare paa ynksomme Ord!

eg skulde trøysta dykk med munnen og lindra dykk med lippemedynk.

6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring faar jeg?

Men tale lindrar ei min verk, og ikkje kverv han um eg tegjer.

7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du har ødelagt hele min Kreds;

Men no hev han meg trøytta ut, du hev øydt ut min heile huslyd.

8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Du klemde meg, til vitne vart det, mi liding reiste seg imot meg og vitna mot meg beint i syni.

9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

Hans vreide reiv og elte meg; han gnistra tennerne imot meg; fiendar kveste augo på meg

10 de opspiler Gabet imod mig, slaar mig med Haan paa Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

og opna munnen sin imot meg og slo mi kinn med skjemdarslag og stima saman imot meg.

11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Til farkar Gud meg yverlet og kastar meg i brotsmenns vald.

12 Jeg leved i Fred, saa knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Midt i min fred han skræmde meg, treiv meg i nakken, krasa meg, til skiva sette han meg upp.

13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skaansel, udgyder min Galde paa Jorden;

Hans pilar svirrar kringum meg; bønlaust han kløyver mine nyro, mitt gall han tømer ut på jordi.

14 Revne paa Revne slaar han mig, stormer som Kriger imod mig.

Han bryt meg sund med brot på brot og stormar mot meg som ei kjempa.

15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvet;

Sekk hev eg sytt um hudi mi og stukke hornet mitt i moldi.

16 mit Ansigt er rødt af Graad, mine Øjenlaag hyllet i Mørke,

Raudt er mitt andlit utav gråt, og myrkret tyngjer augneloki,

17 skønt der ikke er Vold i min Haand, og skønt min Bøn er ren!

endå mi hand er rein for vald, og bøni mi er fri for svik.

18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

Løyn ikkje blodet mitt, du jord! Legg ikkje klaga mi til kvile!

19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

Alt no mitt vitne er i himmeln, min målsmann i det høge bur.

20 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Taarer til Gud,

Når mine vener spottar meg; til Gud eg tårut auga vender.

21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Han døme millom Gud og mann og millom mannen og hans ven.

22 Thi talte er de kommende Aar, jeg skal ud paa en Færd, jeg ej vender hjem fra.

Og ikkje mange år det vert fyrr eg gjeng burt og kjem’kje att.