Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Na Temanni Elifas buae se,
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
“Enti onyansafo de nsɛm a aba biara nni mu beyi nʼano anaasɛ ɔde apuei mframa a emu yɛ hyew bɛhyɛ nʼafuru ma?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
Ɔde nsɛm huhuw begye akyinnye, aka nsɛm a mfaso biara nni so ana?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Wototo onyamesuro ase mmom na wusiw Onyankopɔn som ho kwan.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Wo bɔne kyerɛ wʼano nea ɔnka; na woafa anitew tɛkrɛma.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Wʼankasa wʼano bu wo kumfɔ, ɛnyɛ me de; wʼankasa wʼano di adanse tia wo.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
“Wone onipa a wɔwoo wo dii kan ana? Wɔwoo wo ansa na wɔrewo nkoko ana?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Wutie Onyankopɔn afotu ana? Wo nko ara na wunim nyansa ana?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Dɛn na wunim a, yennim? Nhumu bɛn na wowɔ a yenni?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Nea wafuw dwen ne akwakoraa wɔ yɛn afa wɔn a wɔanyinyin sen wʼagya mpo.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Onyankopɔn awerɛkyekye ne nsɛm a wɔka no brɛoo kyerɛ wo no sua ma wo ana?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Adɛn nti na wo koma atwe wo akɔ adɛn nti na wʼani asɔ gya,
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
na woadan wʼabufuw agu Onyankopɔn so na woma saa nsɛm yi pue fi wʼano?
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
“Ɔdesani ne hena a obetumi ayɛ pɛ, anaasɛ nea ɔbea awo no bɛn na obetumi ayɛ ɔtreneeni?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Onyankopɔn nni ahotoso wɔ nʼakronkronfo mu ɔsorosoro mpo nyɛ kronkron wɔ nʼani so,
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
na me ne onipa debɔneyɛfo ne omumɔyɛfo a ɔnom bɔne sɛ nsu.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
“Tie me, na mɛkyerɛ wo mu; ma menka nea mahu nkyerɛ wo,
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
nea anyansafo apae mu aka, a wɔamfa biribiara a wonya fii wɔn agyanom hɔ no ansie
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
(wɔn nko ara na wɔde asase no maa wɔn bere a ananafo biara nni wɔn mu):
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
Omumɔyɛfo kɔ ahohia mu, ne nkwanna nyinaa, na basabasayɛni nso, ne mfe a wɔahyehyɛ ama no nyinaa.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Nnyigyei a ɛyɛ hu hyɛ nʼasom ma; na sɛ ɛyɛ sɛ nneɛma rekɔ yiye ma no a, akorɔmfo tow hyɛ ne so.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Ɔpa abaw sɛ obeguan afi sum mu; wɔabɔ no ato hɔ ama afoa.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
Okyinkyin hwehwɛ aduan; onim sɛ sum da no abɛn.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Ɔhaw ne ahoyeraw yi no hu; ɛhyɛ ne so sɛ ɔhene a wasiesie ne ho ama ɔko,
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
efisɛ ɔteɛteɛ ne nsa kyerɛ Onyankopɔn na ɔma ne ho so tia Otumfo,
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
wɔde nkatabo a mu piw na ɛyɛ den kɔ ne so a, onsuro obiara.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
“Ɛwɔ mu sɛ srade ama nʼafono atotɔ na nʼasen mu nam abubu agu so de,
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
nanso ɔbɛtena nkurow a agu so na watena afi a obi nte mu, afi a ɛrebubu mu.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Ɔrenkɔ so nyɛ ɔdefo bio, na nʼahonya rennyina, na nʼagyapade so bɛtew na ayera wɔ asase so.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Ɔrenguan sum no; ogyaframa bɛhyew ne mman, na Onyankopɔn anom ahomegu bɛsoa no akɔ.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
Ɛnsɛ sɛ ɔde ne ho to nneɛma huhuw so de daadaa ne ho, efisɛ ɔrennya hwee mfi mu.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Ansa na ne da bedu no, wobetua no ka a bi nka, na ne mman renyɛ frɔmfrɔm.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Ɔbɛyɛ sɛ bobedua a wɔaporow so aba a ennyin ɛ, te sɛ ngodua a ne nhwiren reporow gu fam.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Na abɔnefo fekuw a wonnim Onyankopɔn no rensow aba, na ogya bɛhyew wɔn a wɔdɔ kɛtɛasehyɛ no ntamadan.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Wonyinsɛn ɔhaw na wɔwo bɔne; wɔn awotwaa siesie nnaadaa.”
