Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Pea naʻe toki tali ʻe Elifasi mei Timani, ʻo ne pehē,
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
“He ʻoku taau mo e tangata poto ke lau meʻa vaʻinga, mo fakapito hono kete ʻaki ʻae matangi hahake?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
ʻOku taau ʻene leaʻaki ʻae lea taʻeʻaonga? Pe ko e ngaahi lau ʻe ʻikai te ne lavaʻi ʻaki ha lelei?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
ʻIo, ʻoku ke liʻaki ʻae manavahē, pea ke taʻofi ʻae lotu ʻi he ʻao ʻoe ʻOtua.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
He ʻoku lea ʻaki ʻe ho ngutu ʻa hoʻo angahala, ka ʻoku ke fili ki he ʻelelo ʻoe fakaoloolo.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
ʻOku talatalaakiʻi koe ʻe ho ngutu pe ʻoʻou, kae ʻikai ko au: ʻio, ko ho loungutu pe ʻoʻou ʻoku fakamoʻoni kiate koe.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
“He ko e ʻuluaki tangata koe naʻe fanauʻi? Pe naʻe fakatupu koe ʻi muʻa ʻi he ngaahi moʻunga?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
He kuo ke fanongo ʻe koe ki he meʻa fufū ʻae ʻOtua? Pea ʻoku ke fakangata ʻae poto kiate koe?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Ko e hā ʻoku ke ʻilo, ka ʻoku ʻikai te mau ʻilo? Ko e hā ʻoku ke ʻilo pau, ʻaia ʻoku ʻikai ʻiate kimautolu?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
ʻOku ʻiate kimautolu ʻae ʻuluhinā mo e kau mātuʻa, ʻoku motuʻa lahi ʻi hoʻo tamai.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
He ʻoku siʻi ʻae ngaahi fakafiemālie ʻae ʻOtua kiate koe? He ʻoku ai ha meʻa fakalilolilo ʻiate koe?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Ko e hā ʻoku ʻāvea ai koe ʻe ho loto? Pea ʻoku lalama ho mata ʻi he hā.
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
Koeʻuhi ʻoku ke fakafoki ho loto ke tuʻu ki he ʻOtua, pea tuku ke tafe ʻae ngaahi lea ni mei ho ngutu?
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Ko e hā ʻae tangata, ke pehē ʻoku maʻa ia? Pe ha taha ʻoku fanauʻi ʻe he fefine, ke pehē ʻoku tonuhia ia?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Vakai, ʻoku ʻikai falala siʻi ʻe ia ki heʻene kau māʻoniʻoni; ʻio, naʻa mo e ngaahi langi ʻoku ʻikai maʻa ia ʻi hono ʻao.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Ka ʻe fēfē hono lahi hake ʻoe fakalielia mo e ʻuli ʻoe tangata, ʻaia ʻoku ne inumia ʻae angahala ʻo hangē ha vai?
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
“Te u fakahā kiate koe, fanongo kiate au; pea ko ia kuo u mamata ai te u fakamatala atu;
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
ʻAia naʻe tala ʻe he kakai poto mei heʻenau ngaahi tamai, ʻo ʻikai fufū ia:
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
ʻAkinautolu pē naʻe foaki ki ai ʻae fonua, pea naʻe ʻikai feʻaluʻaki ha muli ʻiate kinautolu.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
ʻOku langa mamahi ʻae tangata angahala ʻi he ʻaho kotoa pē, pea ʻoku fufū mei he fakaaoao ʻae lau ʻoe ngaahi taʻu.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Ko e ongo fakailifia ʻoku ʻi hono telinga: ʻi he lolotonga ʻo ʻene monūʻia ʻe hoko kiate ia ʻae fakaʻauha.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
ʻOku ʻikai ʻamanaki ʻe ia ke ne liu mai mei he fakapoʻuli, pea ʻoku talia ia ʻe he heletā.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
ʻOku ʻalu fano pe ia ʻo kumi ʻae mā, ʻo pehē, ‘Ko mā ia?’ ʻOku ne ʻilo ʻoku ofi ʻae ʻaho ʻoe fakapoʻuli.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
ʻE fakamanavahēʻi ia ʻe he mamahi mo e feinga; te na ikuna ia, ʻo hangē ha tuʻi kuo teu ki he tuʻa.
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
He ʻoku ne mafao atu hono nima ki he ʻOtua, ʻo ne fakamālohi ia ʻo tuʻu ki he Māfimafi.
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
ʻOku ne ʻohofi kiate ia, ʻio, ki hono kia, ki he ngaahi potu matolu ʻo hono sifa fatafata:
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
Koeʻuhi ʻoku ne fai ke fuʻu pupula hono mata, pea ne fangapesi ke matolu ʻae ngako ʻi hono ngaahi potu.
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Ka ʻoku ne nofo ʻi he ngaahi kolo lala, ʻi he ngaahi fale ʻoku ʻikai nofo ai ha taha, ʻaia kuo tuʻutuʻuni ko e ngaahi tuʻunga veve.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
ʻE ʻikai koloaʻia ia, ʻe ʻikai tuʻumaʻu ʻene ngaahi meʻa, pea ʻe ʻikai te ne faʻa fai ke fakatolonga hono lelei ʻi he fonua.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
ʻE ʻikai ʻalu ia mei he fakapoʻuli; ʻe mangia ʻe he afi ʻa hono ngaahi vaʻa, pea ʻi he mānava ʻo hono fofonga ʻe mole atu ia.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
Ke ʻoua naʻa falala ia ʻaia kuo kākaaʻi ki he vaʻinga: ko hono totongi ko e vaʻinga pe.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
ʻE fakamoʻoni eni ʻi he teʻeki hoko hono ʻaho, pea ʻe ʻikai maʻuiʻui hono vaʻa.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
ʻE lulu ʻe ia ke tō hono fuhi kālepi taʻemomoho ʻo hangē pe ko e vaine, pea te ne fakamokulu hono fisi ʻo hangē pē ko e ʻolive.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
He koeʻuhi ʻe lala ʻae fakatahaʻanga ʻoe kau angahala, pea ʻe fakaʻauha ʻe he afi ʻae ngaahi fale naʻe maʻu ʻaki ʻae koloa kovi.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
ʻOku nau tuʻituʻia ʻi he pauʻu, pea nau fanauʻi ʻae vaʻinga, pea ʻoku teuteu ʻe honau loto ʻae kākā.
