Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
«Kjem svar i vind og ver frå vismann? Fyller han barmen sin med storm?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
Vil han med ugangstale lasta? Med ord som nyttelause er?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Otten for Gud den bryt du ned og skjeplar andakt for Guds åsyn.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
For syndi styrer munnen din; du talar som dei falske talar.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Din munn deg dømer, ikkje eg; og dine lippor vitnar mot deg.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Vart fyrst av menneskje du fødd? Vert fyre haugarne du avla?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Var du i Guds rådleggjing med? Og fekk du visdom til deg rana?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Kva veit du som me ikkje veit? Kva skynar du som me ei kjenner?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Gråhærd og gamling er hjå oss; han eldre er enn jamvel far din.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Er trøyst frå Gud det altfor ring? Vanvyrder du eit rolegt ord?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Kvi let du hugen eggja deg? Kvi let du auga rulla vilt?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
For imot Gud din harm du snur og let or munnen ordi strøyma.
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Kor kann vel mannen vera rein? Og kvinnefødde hava rett?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
På sine heilage han lit ei; for honom er’kje himmeln rein,
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
langt mindre då ein styggeting, ein mann som urett drikk som med vatn.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Eg vil deg læra; høyr på meg! Det som eg såg, vil eg deg melda,
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
det som vismenner segja kann, og ei hev dult frå sine feder,
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
dei som åleine landet åtte, og ingen framand kom bland deim.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
Den vonde stødt i uro liver, for valdsmann gøymt er fåe år.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
I øyro rædsletonar ljomar; fyrr han veit av, kjem tynaren.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Han trur’kje han kann fly frå myrkret; han venta lyt det kvasse sverd.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
Han leitar etter brød: Kvar er det? Han veit, ein myrk dag er for hand.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Naud, trengsla skræmer, tyngjer honom, liksom ein konge budd til strid.
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
For imot Gud han lyfte handi og våga tråssa Allvalds-Gud,
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
han storma fram med nakken lyft, med vern utav skjold-ryggjer sterke;
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
han dekte andlitet med feitt og gjorde sine lender feite.
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Han budde i bannstøytte byar, i hus som ingen burde bu i, men til grushaugar etla var.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Han vart’kje rik, hans gods kverv burt, hans grøda luter ei mot jordi.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Han kann’kje koma undan myrkret. Hans greiner turkast burt i hiten, og han kjem burt ved hans munns ande.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
Trur han på fåfengd, vert han narra, og berre fåfengd haustar han.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Fyrr dagen kjem, då vert det uppfyllt, hans palmegreiner grønkar ikkje.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Lik vinstokk misser han si druva, spiller sin blom som oljetreet.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Ein syndarflokk set ingi frukt, og elden øyder mute- tjeldi.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Dei avlar møda, føder tjon, og svik i fanget sitt dei nører.»
