Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.
