Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Numquid sapiens respondebit quasi ventum loquens, et implebit ardore stomachum suum?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
Arguis verbis eum, qui non est æqualis tibi, et loqueris quod tibi non expedit.
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Quantum in te est evacuasti timorem, et tulisti preces coram Deo.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Docuit enim iniquitas tua os tuum, et imitaris linguam blasphemantium.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Condemnabit te os tuum, et non ego: et labia tua respondebunt tibi.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Numquid primus homo tu natus es, et ante colles formatus?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Numquid consilium Dei audisti, et inferior te erit eius sapientia?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Quid nosti quod ignoremus? quid intelligis quod nesciamus?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Et senes, et antiqui sunt in nobis multo vetustiores quam patres tui.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Numquid grande est ut consoletur te Deus? sed verba tua prava hoc prohibent.
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Quid te elevat cor tuum, et quasi magna cogitans, attonitos habes oculos?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
Quid tumet contra Deum spiritus tuus, ut proferas de ore tuo huiuscemodi sermones?
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Quid est homo, ut immaculatus sit, et ut iustus appareat natus de muliere?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Ecce inter sanctos eius nemo immutabilis, et cæli non sunt mundi in conspectu eius.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Quanto magis abominabilis et inutilis homo, qui bibit quasi aquam iniquitatem?
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Ostendam tibi, audi me: quod vidi narrabo tibi.
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
Sapientes confitentur, et non abscondunt patres suos.
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
Quibus solis data est terra, et non transivit alienus per eos.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
Cunctis diebus suis impius superbit, et numerus annorum incertus est tyrannidis eius.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Sonitus terroris semper in auribus illius: et cum pax sit, ille semper insidias suspicatur.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Non credit quod reverti possit de tenebris ad lucem, circumspectans undique gladium.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
Cum se moverit ad quærendum panem, novit quod paratus sit in manu eius tenebrarum dies.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Terrebit eum tribulatio, et angustia vallabit eum, sicut regem, qui præparatur ad prælium.
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Tetendit enim adversus Deum manum suam, et contra Omnipotentem roboratus est.
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
Cucurrit adversus eum erecto collo, et pingui cervice armatus est.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
Operuit faciem eius crassitudo, et de lateribus eius arvina dependet.
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Habitavit in civitatibus desolatis, et in domibus desertis, quæ in tumulos sunt redactæ.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Non ditabitur, nec perseverabit substantia eius, nec mittet in terra radicem suam.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Non recedet de tenebris: ramos eius arefaciet flamma, et auferetur spiritu oris sui.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
Non credet frustra errore deceptus, quod aliquo pretio redimendus sit.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Antequam dies eius impleantur, peribit: et manus eius arescent.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Lædetur quasi vinea in primo flore botrus eius, et quasi oliva proiiciens florem suum.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Congregatio enim hypocritæ sterilis, et ignis devorabit tabernacula eorum, qui munera libenter accipiunt.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Concepit dolorem, et peperit iniquitatem, et uterus eius præparat dolos.
