Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Elifaz Temanac progovori tad i reče:
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
“Zar šupljom naukom odgovara mudrac i vjetrom istočnim trbuh napuhuje?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
Zar on sebe brani riječima ispraznim, besjedama koje ničem ne koriste?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Još više ti činiš: ništiš strah od Boga, pred njegovim licem pribranost ukidaš.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Tvoje riječi krivicu tvoju odaju, poslužio si se jezikom lukavih,
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
vlastita te usta osuđuju, ne ja, protiv tebe same ti usne svjedoče.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Zar si prvi čovjek koji se rodio? Zar si na svijet prije bregova došao?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Zar si tajne Božje ti prisluškivao i mudrost čitavu za se prisvojio?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Što ti znadeš, a da i mi ne znamo, što ti razumiješ, a da to ne shvaćamo?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Ima među nama i sijedih i starih kojima je više ljeta no tvom ocu.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Zar su ti utjehe Božje premalene i blage riječi upućene tebi?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Što te srce tvoje tako slijepo goni i što tako divlje prevrćeš očima
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
kad proti Bogu jarost svoju okrećeš, a iz usta takve riječi ti izlaze!
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Što je čovjek da bi čist mogao biti? Zar je itko rođen od žene pravedan?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Gle, ni u svece se On ne pouzdava, oku njegovu ni nebesa čista nisu,
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
a kamoli to biće gadno i buntovno, čovjek što k'o vodu pije opačinu!
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Mene sad poslušaj, poučit' te hoću, što god sam vidjeh, ispričat' ti želim,
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
i ono što naučavahu mudraci ne tajeć' što su primili od pređa
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
kojima je zemlja ova bila dana kamo tuđin nije nikada stupio.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
Zlikovac se muči cijelog svoga vijeka, nasilniku već su ljeta odbrojena.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Krik strave svagda mu u ušima ječi, dok miruje, na njeg baca se razbojnik.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Ne nada se da će izbjeći tminama i znade dobro da je maču namijenjen,
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
strvinaru da je kao plijen obećan. On znade da mu se dan propasti bliži.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Nemir i tjeskoba na njeg navaljuju, k'o kralj spreman na boj na nj se obaraju.
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
On je protiv Boga podizao ruku, usuđivao se prkosit' Svesilnom
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
Ohola je čela na njega srljao, iza štita debela dobro zaklonjen.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
Lice mu bijaše obloženo salom a bokovi pretilinom otežali.
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Razrušene je zaposjeo gradove i kućišta nastanio napuštena. Srušit će se ono što za sebe sazda;
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
cvasti mu neće, već rasuti se blago, sjena mu se neće po zemlji širiti.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
On se tami više izmaknuti neće, opržit će oganj njegove mladice, u dahu plamenih usta nestat će ga.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
U taštinu svoju neka se ne uzda, jer će mu ispraznost biti svom nagradom.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Prije vremena će svenut' mu mladice, grane mu se nikad neće zazelenjet'.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Kao loza, grozd će stresat' svoj nezreo, poput masline pobacit će cvatove.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Da, bezbožničko je jalovo koljeno, i vatra proždire šator podmitljivca.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Koji zlom zanesu, rađaju nesreću i prijevaru nose u utrobi svojoj.”
