Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Hahoi Teman tami Eliphaz ni a pathung.
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Hat navah, Tami a lungkaang ni ahrawnghrang panuenae hoi maw a pathung han. Kanîtholae kahlî hoi a von a paha sak han namaw.
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
Bang patopatang kaawm hoeh e lawk hno lahoi thoseh, hawinae ka sak thai hoeh e lawk ni a poukkhai han maw.
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Cathut takinae hoi ama koe ratoum e hah na ngang pouh.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Bangkongtetpawiteh, na payonpakainae ni, na pahni hah a cangkhai teh, huenghai onae lawk hah na kârawi.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Kai ni nang yon na pen hoeh. Na pahni roeroe ni doeh yon na pen.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Hmaloe poung khe e lah maw na o, hoeh pawiteh monnaw ao hoehnahlan vah sak e lah na o toung maw.
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Cathut e khokhangnae hah na panue toung maw, Lungangnae he nang hane dueng lah maw ao.
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Kaimouh ni ka panue hoeh e bangmaw na panue, kaimouh dawk kaawm hoeh e bangmaw na panue thai.
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Kaimouh thung dawkvah sampo ka po e hoi kacuepoung e, na pa hlak hai kacuehnawn e ka o awh kaima.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Cathut ni a dei e lungmawngnae lawk kanem teh nang hanlah a patawpoung maw
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Bang kecu dawk maw, na lungthin ni na kahmakhai, bang kecu dawk maw avangvanglah pou na hmaiet.
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
Na muitha ni Cathut taranlahoi pou a kamlang teh, hot patet e lawknaw na pahni dawk hoi na tâco sak.
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Tami teh banglamaw ao teh, a thoung thai han. Napui ni a khe e teh, banglamaw ao teh, a lan thai han.
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
A tamikathoungnaw patenghai, Cathut ni kâuepkhai hoeh. A mithmu vah kalvan patenghai thounghoeh pawiteh,
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Panuet ka tho e, kakhin e, payonpakainae hah, tui patetlah ka net e teh, banghloimaw hoe kathounghoehe la ao han.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Thaihaw, ka dei vai, ka hmu e hah ka pâpho han.
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
Tami a lungkaangnaw ni ouk a dei e mintoe koehoi e hmu e hno a hro awh hoeh e hah.
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
Ahnimouh dueng a poe e ram, ram alouknaw a othaihoenae hah.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
Tamikathoutnaw ni a hring na thung patawnae a khang. Amamouh kum yit touh rep kacuengroenaw koe a hro.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Takitho e pawlawk hah amamae hnâ ni a thai teh, hnopai a tawn nah, ka raphoe hane naw ni a thosin awh.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Hmonae thung hoi kamlang hane hah yuem hoeh. Bangkongtetpawiteh, ahni teh tahloi ni a ring toe.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
Ca hane tawng hanelah a kâva teh, nâmaw hote teh ao telah a ti. Hmonae hnin teh a kut dawk a pha toe tie hah a panue.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Rucatnae hoi kângairunae ni a lungpuen sak, tarantuk hanelah coungkacoe kaawm e siangpahrang patetlah tâ e la ao.
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Bangkongtetpawiteh, Cathut taranlahoi a kut a dâw teh, Athakasaipounge taranlahoi kâoupnae hoi a kâroe.
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
Bahling katha poung e hoi, lung ka patak poung e lahoi Cathut tuk hanelah a yawng sin.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
Athaw ni a minhmai muen a ramuk teh, a keng thouk kathâw nakunghai,
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
kingkadi e khopui dawk kho a sak teh, apinihai a ohoehnae, kingdi e kho dawk ao.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Tawnta mahoeh, hoeh pawiteh, a tawnta e hnopainaw kangning mahoeh, hoeh pawiteh a tawn e hah talai dawk pungdaw mahoeh.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Hmonae thung hoi tâcawt mahoeh. Hmaipalai ni a kangnaw hah a kak han, a pahni dawk e kahlî hoi be a kahma sak han.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
Amahoima a kâdum teh, bang hoeh e hah kâuep han seh, bangkongtetpawiteh, a tawkphu teh banghai bang nahoeh.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Atueng akuep hoehnahlan vah, kuep sak lah ao awh vaiteh, akangnaw hah naw mahoeh toe.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Misurkangnaw patetlah ka hmin hoeh rae a paw a sarut totouh kahû en vai teh, Olive thing patetlah a pei hah koung a sarut han.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Bangkongtetpawiteh, tamikathoutnaw hoi kamyawng e teh, caici lah ao han. Tadawngnae hoi sak e im teh, hmai ni be a kak han.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Kahawi hoeh e hah a vawn teh, bang hoeh e hah a khe awh. A von dawk laithoe a vawn awh telah a ti.
