Job 15
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Te phoeiah Temani Eliphaz loh a doo.
2 Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Te vaengah, “Aka cueih loh khohli mingnah neh a doo vetih a bung ah kanghawn a hah sak aya?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
A taengah hmaiben pawt tih a hoeikhang pawh olthui te ol neh a tluung aya?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Nang aisat, hinyahnah na muei sak tih Pathen mikhmuh kah thuepnah khaw na bim.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Na ka loh namah kathaesainah a cang tih thaai ol na coelh.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Na ka loh nang m'boe sak tih kai long moenih. Na hmuilai long ni namah te n'doo.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Hlang lamhma la n'sak tih som a om hlan lamloh n'yom coeng a?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
Pathen kah baecenol te na yaak tih namah hamla cueihnah na buem a?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
Ka ming uh pawt te metlam na ming tih kaimih taengah amah a om pawt khaw na yakming?
10 Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Sampok khaw, mamih taengkah patong khaw na pa lakah a khohnin khuet coeng ta.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Pathen loh hloephloeinah neh na taengah dikdik a cal ol nang hamla vawt a?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Balae tih na lungbuei na a khuen? Balae tih na mik loh a mikmuelh?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
Na thintoek te Pathen taengla na hooi tih na ka lamloh ol na tha.
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Huta kah a sak te mebang hlanghing nim aka cim tih aka tang te?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
A hlangcim khuikah a hlangcim koek pataeng tangnah pawt tih vaan pataeng amah mikhmuh ah a cil moenih.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Tui bangla dumlai aka mam hlang, a tueilaeh neh a rhonging aisat a.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Nang taengah kan thui eh kai ol he hnatun dae. Ka hmuh te kan tae eh.
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
Te te hlangcueih rhoek loh a thui uh tih a napa rhoek taeng lamloh a phah uh moenih.
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
Amih te amamih bueng ham khohmuen a paek vaengah amih lakli ah kholong a nuen sak moenih.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
Halang tah hnin takuem amah kilkul tih hlanghaeng ham a kum tarhing la khoem uh.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Ngaimongnah khuiah pataeng anih aka rhoelrhak ham a hna ah birhihnah ol a pawk pah.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Hmaisuep lamloh mael ham tangnah pawt tih rhaltawt long khaw amah cunghang te dongah tawt uh.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
Buh hamla amah poeng tih a kut ah hmaisuep khohnin bangla a tawn te metlam a ming eh?
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Anih te rhal loh a let sak tih caem dongah a coekcoe la aka om manghai bangla khobing loh anih te a khulae.
25 Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Pathen taengah a kut a thueng tih Tlungthang taengah phuel uh.
26 stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
A rhawn kah uen a thah la a taengah a photling a yong puei.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
A maelhmai te a tha neh a khuk tih a uen duela bungkawt laep.
28 tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Tedae khopuei khosa khaw a im ding te lungkuk la a phaek uh tih a khuiah khosa uh pawh.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Boei pawt vetih a thadueng khaw pai mahpawh. Amih kah khohrhang loh diklai ah pungtai mahpawh.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Hmaisuep lamloh nong thai mahpawh. A dawn te hmairhong loh a hae vetih a ka dongkah yilh loh a khoe ni.
31 Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
A poeyoek dongah tangnah boel saeh lamtah a poeyoek dongah khohmang boel saeh. A hnothung khaw a poeyoek lamni a om eh.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
A khohnin loh cup pawt vetih a rhophoe khaw hing mahpawh.
33 han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Misur a thaihkang bangla hul vetih olive rhaipai bangla rhul ni.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Lailak kah hlangboel tah pumhong la om vetih kapbaih kah dap tah hmai loh a hlawp ni.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
thakthaenah la vawn tih boethae a sak. A bungko khaw hlangthai palat cuen,” a ti nah.
